Den syge kultur...

Mandag nat - omkring klokken 02.30 - steg den hvide røg op af skorstenen på Aarhus Rådhus. Byrådet var nået til enighed og havde vedtaget en plan for, hvordan byrådet fremover skal arbejde, og hvordan magt og indflydelse skal fordeles også efter næste byrådsvalg i november.
Forud var gået en masse snak og ligeså mange udmeldinger fra de forskellige politikere om, hvordan man hver især kunne ønske sig, at kommunen var organiseret fremadrettet. Fælles for de fleste var, at man sigtede efter at hente nogle seriøse million-besparelser i effektivisering af kommunens måde at arbejde på. Det mest vidtgående forslag kom fra borgmesteren, der ville have en enhedsforvaltning, hvor borgmesteren og hans politiske flertal sad på magten i alle magistrater. Både venstre og konservative var åbne for forandringer. SF mente derimod ikke, det var tid til forandringer - og at man i øvrigt ikke havde behov for at spare flere penge i Aarhus Kommune.
Derudover havde de borgere, der var blevet inddraget i processen for at komme med forslag til forbedringer i kommunens måde at arbejde på, peget på, at rådmændende skulle fjernes.
Alt i alt tegnede der sig et billede af, at Aarhus Kommune var på vej til at omlægge styreformen, hente en million-besparelse og strømline sin organisation.
Men da man mandag nat nåede til enighed, var der intet som handlede om, at man ville omlægge styreformen. Ikke et ord.

Manglende politisk mod

Marc Perera Christensen (K) sagde efterfølgende:
“Vi er utrolig glade for, at man blandt forligsparterne har fået øjnene op for, at det er kulturen og ikke strukturen, der er problemet.”
Men hvis kulturen i Aarhus Kommune er problemet, så nytter det vel ikke noget, at man ikke tager fat om nældens rod - nemlig lige præcis strukturen?
Det der mangler - i dette valgkampsår - er politisk mod til at ændre på en styreform, der er åbenlyst ineffektiv. At man vælger at bruge ekstra ressourcer på at opfinde nye måder, hvor man kan skabe lidt gennemsigtighed i den ellers total uigennemsigtige forvaltning, hjælper ikke på problemet. Det er prisværdigt - men løser ikke problemet. Hvis kulturen er syg, handler det ikke om gennemsigtighed og kommunikationen til borgerne - så handler det om systemets måde at arbejde på. Og det havde man ikke modet til at ændre.
Så hvem stod egentlig tilbage som vindere, da den hvide røg steg op af skorstenen? Set herfra: embedsmændende. Det aarhusianske embedsmandsvælde kan læne sig tilbage i sikker forvisning om, at de mange små kongedømmer ikke bliver fjernet og embedsmændenes magt er dermed uforandret.