Fortsæt til indhold

Uro lukker Tilst Bibliotek til efter ferien

Nu er det ikke længere muligt at besøge Tilst Bibliotek i den ubemandede åbningstid

Samfund
Christina S. Johansen

Som Lokalavisen Aarhus i sidste uge kunne fortælle, er problemet med unge, som hænger ud og skaber utryghed omkring biblioteket i Tilst, vokset i den seneste tid. Det seneste nye i sagen er, at biblioteket nu tager konsekvensen af uroen og lukker biblioteket helt i den ubemandede åbningstid - i hvert fald til efter sommerferien. Man kan altså ikke længere selv lukke sig ind på biblioteket, når det passer én.

En truende adfærd

Uro-episoderne er sket både i den bemandede og i den ubemandede åbningstid.
“De besøgende på biblioteket har givet udtryk for, at de er utrygge og føler sig antastet, når de skal besøge biblioteket. Det handler meget om de unges kropssprog, og den truende adfærd de har. Det er en adfærd, som gør, at andre ikke synes, at det er sjovt at være der,” fortæller Britta Bitsch, der er chef for lokalbibliotekerne.
“Åbne biblioteker er en tillidssag mellem lokalsamfundet og bibliotekerne. Det er åbent for alle, og der skal være plads til alle, men der er grænser for, hvad vi kan leve med,” fortsætter Britta Bitsch.
Hun kan desuden fortælle, at der i Aarhus er ubemandede åbningstider på 12 biblioteker, men kun i Tilst oplever man problemer.
Den ubemandede åbningstid kan benyttes til at aflevere, låne eller læse bøger, men kan også bruges til at mødes. Eksempelvis fortæller Britta Bitsch, at hun kender til en strikkeklub, som fast mødes i den ubemandede åbningstid. På samme måde kunne der altså være kortklub eller lignende.

Biblioteket skal være trygt

Rådmand for Kultur og Borgerservice, Marc Perera Christensen, er træt af udviklingen i Tilst.
“Det er helt uacceptabelt at vores brugere, personale og bibliotek skal generes af en gruppe unge lømler, der igen og igen skaber utryghed og laver hærværk. Biblioteket skal være et trygt samlingspunkt i byen, og så længe disse vandaler forhindrer dette, må vi desværre begrænse åbningstiden,” siger Marc Perera Christensen i en pressemeddelese, og han fortsætter:
“Det er urimeligt, at de få endnu engang skal ødelægge det for de mange. Ubemandet åbningstid er et tilbud, som rigtig mange brugere er glade for, men det kan ikke fungere, når tilbuddet bliver misbrugt til hærværk og chikane.”