Cola Cola åbner nyt hovedsæde i Hellerup
Sodavandsgiganten har flyttet sit nordiske hovedkvarter til Waterfront
Coca-Colas nordiske hovedsæde har ligget på Strandvejen 60 i Hellerup siden 1998. På grund af vokseværk flyttede hovedsædet og de 65 medarbejdere i sidste uge adresse, men kun 200 meter mod nord og ind på 1. sal i Waterfront Shopping, hvor de er blevet nabo til Well-Come fitnesscenter.
I dagens anledning var Dan Sayre, Coca-Cola North-Western Europe & Nordics President, ankommet til Hellerup, og han var begejstret for de nye rammer:
"Før sad medarbejderne i en silo med små rum, alene på hvert sit kontor. Nu sidder de i et åbent kontorlandskab med langt bedre mulighed for at samarbejde. Det bliver godt. Til gengæld forventer jeg også øget effektivitet og endnu bedre resultater", lød det blandt andet fra Dan Sayre, inden han gav mikrofonen videre til Gentoftes borgmester, Hans Toft.
Kontoret er indrettet i skandinavisk stil, krydret med et sydeuropæisk inspireret piazza og en tagterrasse i newyorker-stil med udsigt over Øresund.
Kontorets interiør har fokus på bæredygtighed, og en stor del af møblerne er derfor lavet af genbrugt emballage fra Coca-Colas produkter. Således er stolene fremstillet af genbrugte Coca-Cola plastikflasker - helt præcist 111 flasker til hver stol.