Bedsteforældre, de længe leve!
Det er ferietid! Skolerne er lukkede, forældrene arbejder og hvad så med børnene? Nogle kommer i SFO og andre tager med bedstemor og bedstefar på ferie.
Ofte brokker vi os over, at vi lever i et samfund, hvor vi ikke kommer hinanden ved. Vi har alt for travlt. Vi lever adskilt og kender ikke til hinandens verden på tværs af generationer.
Jeg er ikke så sikker på, at det er rigtigt. For når det bliver ferietid, oplever jeg, at mange er sammen på kryds og tværs af generationer. Nogle tager på højskole eller stenaldersommerlejr med børnebørnene, andre åbner deres døre, forkæler de små og tager dem med ud i det danske sommerland for sammen at opleve naturen og fortælle om, hvordan det var engang. Og ingen er bedre til det end ens gamle bedstefar, for når han fortæller, er det som om, han selv var til stede, selvom han fortæller om Jellingestenen og vikingetiden.
Ja, lykken er at have et par bedsteforældre, der bare er der, når der er brug for dem.
Selv husker jeg, hvordan jeg som barn, var på ferie hos mormor og morfar på gården eller hos farmor i byen. Hvordan vi sammen drev køerne ud i engen og soppede i åen eller var med farmor på visitter hos de ældre.
Årene går og nu er det mine egne børn, der taget på ferie hos ”de gamle” sammen med fætre og kusiner og oplever, at de er en del af noget andet og noget større end det derhjemme. De ”nye” bedsteforældre ved, at nu er det deres tur til at være dem, der træder til i ferier og giver sig tid til at se vores børn og være sammen med dem. De ved, at hvad de selv engang fik, det skal gives videre til andre.
Længe leve bedsteforældre, mostre, onkler, reserve-bedste(r) og alle andre der er til stede for vores børn og giver dem noget andet, end vi kan give dem derhjemme.
En af sommerferiens avishistorier var i sidste uge forargelsen over, at forældre ikke holder ferie med deres børn. Om det har noget på sig, ved jeg ikke, men jeg ved, at der skal mere end en mor og en far til for at give en tryg og god barndom. Det kræver også bedsteforældre, reservebedste(r) eller andre voksne, der vil give sig tid til at se og møde vores børn.
Vi er så gode til at se splinten i de andres øjne. Men mest af alt handler det om at blive set og mødt af andre – af EN anden, og det skal vi høre om på søndag, hvor præsten vil prædike over fortællingen om en lille nysgerrig mand, der hedder Zakæus.
God sommer