Nyt søbad raseret af festende unge
Splinternye strandstole, træbænk og skilte smadret af festende unge i Byparken
Det strandmiljø, som en flok frivillige brugte hele weekenden på at bygge op i Byparken i Skanderborg, blev allerede natten mellem tirsdag og onsdag udsat for omfattende hærværk.
Mange unge sad først på aftenen og hyggede sig på de nye strandmøbler og omkring bålstedet aftenen før Grundlovsdag, men på et tidspunkt hoppede kæden tilsyneladende af for dem. Onsdag formiddag kunne blandt andre byens borgmester konstatere, at det nye søbads-inventar var blevet udsat for omfattende hærværk.
"Flere strandstole, en træbænk med mere er blevet ødelagt. Vi har meldt det til politiet og vurderer, at dert alt i alt er ødelagt for omkring 10.000 kroner," siger Signe Grønnegaard, som er projektleder i kommunen og en af tovholderne på det frivillige projekt i Byparken.
Skuffede naboer
Hun er efterfølgende blevet ringet op af flere skuffede borgere og en nabo, som kunne fortælle, at hun hørte råben og skrigen fra Byparken omkring klokken halvtre om natten.
"Vi er meget skuffede, men vil ikke lade os kue af nogen få, som er ude på at ødelægge det for mange," siger Signe Grønnegaard.
Hun har derfor kontaktet SSP-folk og politi og lavet en aftale med dem om, at de holder ekstra godt øje med Byparken fra nu af.
"SSP-folkene vil også prøve at snakke med de unge om, hvordan man gebærder sig i det offentlige rum. Vi håber, at alle vil være med til at sprede budskabet om, at man skal passe på tingene i Byparken," siger hun.
Denne gang vil hun og et par andre medarbejdere i kommunen selv stå for at få repareret møblerne for at give projektet en chance til.
En sidste chance
"Men vi giver det kun én chance. Hvis der igen kun går to dage før det hele bliver ødelagt, må vi tage det væk, men det ville være så ærgerligt," siger hun.
Samtidig med at møblerne bliver repareret, sørger kommunen for, at der bliver sat flere skraldespande op og at der bliver kørt brænde ned i parken, så de unge har noget at lave bål af og ikke bliver fristet til at brænde møblerne af.
"Samtidig med at møblerne er blevet ødelagt er der også blevet smadret flasker, så der ligger glasskår over det hele. Det er ikke særlig smart med alle de små børn og hunde, der kommer i området," siger hun.
Hærværket i Byparken er ifølge Lokalpolitiet i Skanderborg sket imellem tirsdag klokken 18 og onsdag klokken 9. Hvis nogen har kendskab til, hvem der står bag hærværket opfordrer politiet til, at man giver oplysningerne videre. Politiet i Skanderborg kan kontaktes på telefon nummer 114.