Skal kommunen virkelig hjælpe vandalerne?
Læserbrev i debatten om sidste uges hærværk ved det nye søbad i Skanderborg
Da unge mennesker i sidste uge vandaliserede det nyligt opførte søbad i Byparken, er deres opførsel decideret uartig, uopdragen og uforskammet.
De sad tirsdag aften og manglede brænde, og hvorfor så ikke smadre et par af de nyligt byggede stand-stole, og bruge dem som brænde?
Der er tale om unge mennesker, der ikke respekterer det store stykke arbejde som frivillige kræfter, heriblandt mig selv, har lagt over sidste weekend for at gøre søbadet en realitet.
Disse unge er i den simpleste forstand respektløse. De har udøvet vandalisme og hærværk, og skal naturligvis stilles til ansvar for deres handlinger.
Hvad er så kommunens svar på disse unges respektløse handlinger? Joh, ”Kommunen vil nu sørge for, … , at der bliver kørt brænde ned i parken, så de unge har noget at lave bål af og ikke bliver fristet til at brænde møblerne af” (citat fra artiklen ” Nyt søbad raseret af festende unge”, publiceret d. 6 juni 2013 på ”http://skanderborg.lokalavisen.dk”)
Den holdning, som kommunen udviser i ovenstående, mener jeg er dybt bekymrende. Skal kommunen nu forhindre kriminelle handlinger, ved blot at give de kriminelle det, som de ønsker at opnå ved deres handlinger, på forhånd?
Vi må afvise den idé, at når en lov brydes, så er samfundet ansvarlig, og ikke lovbryderen selv. Det er på tide, at vi vender tilbage til det bærende princip, at hvert enkelt individ er ansvarlig for sine egne handlinger.