Nu spiller det nye orgel i Tved Kirke
Tved Kirkes orgel er blevet udbygget og udvidet og tages i brug ved en gudstjeneste
I 1968 fik Tved kirke som den første af kirkerne på Mols et nyt orgel til afløsning for det gamle, udtjente pneumatiske orgel.
Orgelet var bygget af Jysk Orgelbyggeri og havde 5 stemmer + pedal og 1 manual.
Senere har alle andre kirker på Mols og Helgenæs fået nye og større orgler, så det var endt med, at Tved kirke, som områdets største, havde det mindste orgel – bortset fra Egens kirke.
Falder pænt til
Det er der nu lavet om på. Søndag 21. juli tages et delvis nyt orgel i Tved kirke i brug ved gudstjenesten kl. 11. Takket være en stor donation fra Tved Sparekasses Fond har det hidtidige orgel kunnet udbygges og udvides, så det nu har 10 stemmer + pedal og to manualer. Arbejdet er udført af det kendte orgelbyggerfirma Marcussen & Søn i Aabenraa.
Det er lykkedes at indplacere det udvidede orgel, så det falder smukt og harmonisk ind i kirkerummet.
Meget papirarbejde
Det er endnu en gang Tved Sparekasses fond, som med en donation på over en mill. kr. har muliggjort udførelsen af en vigtig opgave i lokalsamfundet. Denne gang udvidelsen og renoveringen af Tved Kirkes orgel.
”Desuden har Tved Kirke også fået støtte fra provstiet til at få ordnet orglet,” fortæller formand for menighedsrådet, automekaniker Jens Kruse, Tved. Han har været tovholder på projektet i forhold til orgelbyggerne og har haft med alt papirarbejdet i forhold til myndigheder at gøre.
”Det er et omfattende projekt at forandre et orgel i en kirke,” siger Jens kruse.
Menighedsrådet og kirkens organist Birgit Lynge glæder sig til at tage det nye orgel i brug, og håber, at mange har lyst til at være med ved gudstjenesten 21. juli og både se og høre det nye orgel.