Veteranhøstdage på Holkærgaard
Nu er der gået næsten to år siden, der blev sat verdensrekord for mejetærskere på markerne nord for Hadsten. Nu sker det igen 27. og 28. juli på Holkærgaard i Galten ved Hadsten. Dog er det ikke et rekordforsøg.
”Det bliver derimod en præsentation af de mange maskiner, som den kendte fabrik TAARUP fra Fyn kunne tilbyde de danske landmænd,” fortæller Ole Sørensen fra Holkærgård, der sammen med CB-veteraner selv har en lang række forskellige redskaber og maskiner fra TAARUP, som de vil vise i brug den 27. og 28. juli i tidsrummet 10-16.
Den historiske udvikling
TAARUP er en typisk dansk landbrugsmaskinefabrikant, der startede som en lokal landsbysmedje ved Kerteminde, og har gennemgået en historie, der indeholder næsten alle faser af dansk industris udvikling fra håndværksmæssig produktion på landet over etablering af fabrik i en bymidte til udflytning i industriområde og endelig til indlemmelse i en international koncerns med den norske landbrugsmaskineproducent Kvernelands overtagelse.
”Vi regner med, at der kommer en lang række af TAARUPS landbrugsmaskiner i arbejde på markerne lørdag og søndag eftermiddag, fortæller Ole Sørensen fra arrangementsgruppen.
Arbejdende traktorer
Ved høstdagene på Holkjærgård vil man udover præsentationen af TAARUPS landbrugsredskaber og forskellige høstformer fra selvbinder til mejetærsker, naturligvis ført an af den næsten lokalt fremstillede Dronningborg mejetærsker fra Randers, kunne se et stort antal veterantraktorer i arbejde med pløjning, harvning, såning og meget mere.
Udover høstaktiviteterne vil der være forskellige udstillinger med modeltraktorer og boder fra egnens gårdbutikker og lignende, ligesom der er tænkt på børnene med et stort legeområde.