Fortsæt til indhold

“Fremtiden i Ebeltoft” blev et tilløbsstykke

Borgermøde om Ebeltofts fremtid trak over 90 deltagere og resulterede i hundrede gode ideer

Samfund
Martin Schultz

”Sjældent oplever man så mange visioner, så meget energi og så mange konstruktive ideer flyve gennem luften på bare 2½ time. Der er for mig efter den oplevelse ingen tvivl om, at Ebeltoft med de mange aktive og kreative borgere vil gå en god og positiv fremtid i møde.”
Det siger formand for Ebeltoft Distriktsråd, Jan Schmidt Rasmussen, som næsten ikke kan få armene ned efter det store borgermøde i Kulturministeriet forrige tirsdag.
”Deltagerne har givet os i Ebeltoft Distriktsråd ekstra energi, som vi på bedste vis vil forsøge at leve op til. Vi vil arbejde med jeres mange ideer og forslag, samt komme tilbage til jer for at få endnu mere inspiration,” siger Jan Schmidt Rasmussen, som sender en tak til alle deltagerne og til initiativtageren til og tovholderen på mødet, Christian Haubuf.

Borgerne er eksperter

“Borgerne er eksperter i deres egen bys udvikling,” siger Christian Haubuf, der som interesseret i sin bys fremtid tog initiativ til borgermødet i Kulturministeriet. Fremmødet oversteg også initiativtagerens vildeste forventninger.
“Derfor var alle deltagere eksperter og vi delte os op i fire lige store grupper, som tog forskellige emner op med fokus på erhverv, børn og unge og familier, ældre, og så byen som et sted for kulturudfoldelse,” fortæller Christian Haubuff.
De fire grupper fandt frem til i alt 100 forslag, som deltagerne mener vil være til gavn for Ebeltofts fremtid,
“De mange forslag bliver derefter destilleret ned til otte klare budskaber om hvordan borgerne ønsker deres by skal udvikle, som det kommende byråd skal fodholde sig til,” siger Christian Haubuf. Han kan som socialdemokratisk byrådskandidat blive en af dem, som skal tage imod borgernes gode råd.
Blandt de mange forslag er der et ønske om mere bynær Borgerservice på Ny Malt fra ældregruppen.
“Ebeltoft lider af truende blindtarmsbetændelse ,” mente gruppen, som foreslog bedre infrastruktur med færge og tilslutning til den nye letbane.
Fokus på “Strandliv” og “Begivenhedsliv”, mente kulturgruppen og ønsker om helårssturisme og et godt handelsliv, mente erhvervsgruppen.
“Vi ender med otte gode forslag, som gør Ebeltoft til en bedre by at leve og arbejde i,” siger Christian Haubuf.