Skal vi prøve at gå til ridning i sommerferien?
Sommeraktiviteter for børn i Norddjurs er i fuld gang, og over hele kommunen er der flere forskellige tilbud
Børn i Norddjurs kan traditionen tro gå til forskellige sommeraktiviteter i skolernes sommerferie. Der er blandt andet tilbud om rideskolelejr, fodboldcamp, musik basecamp, madskole, boksetræning, billedskole med mere.
Hestelagkage
En af aktiviteterne i den første uge af sommerferien foregik hos Dolmer Rideklub med ridning, lege, socialt samvær og undervisning i hestepleje. Børnene er i klubben fra klokken 9 til 14 mandag til fredag og slutter ugen med heste-lagkage og ”Pony-games”.
Formanden Kirsten Jacobsen fortæller, at cirka halvdelen af børnene var nye, mens den anden halvdel er gengangere fra tidligere år. I år tilbydes sommeraktiviteter tre gange i løbet af sommeren med cirka 18 børn på hvert hold, og nogle af dem kommer langvejs fra. I år er der for eksempel en amerikansk pige med, hvis forældre er på ferie i Danmark, og der er en pige med fra Aarhus, som holder ferie ved bedsteforældrene, der bor i Grenaa.
Fortæller til andre
Dolmer Rideklub er et godt eksempel på, hvordan man via sommeraktiviteter kan skabe værdifulde ambassadører for en forening, fortæller Hanne Andersen, der står for handicapridning i klubben, som samtidig er en del af de oplevelser, som børnene får med sig i løbet af ugen.
"Når børnene fortæller andre børn om deres oplevelser hos os, bliver de samtidig små ambassadører for klubben. Vi ved fra tidligere år, at det giver nye medlemmer og øget interesse for vores ride klub."