Ny café-guide til gråd, mælk og bleskift
To aarhusianske kvinder står bag en ny café-guide, som skal hjælpe ammende mødre på tur
Forestil dig, at du netop er blevet mor. For første gang har du vovet dig ind til Aarhus med barnet i barnevogn, og med usikre skridt indtager du byens livlige puls. Pludselig vågner dit barnet og skriger hjerteskærende. Mælken løber og pletter blusen, men selvom maden er lige inden for rækkevidde, så ved du ikke, hvor du må amme dit barn.
Ovenstående scenarie har to aarhusianske kvinder, Anne Vinsløv Andersen og Rikke Fredsø, sat sig for at forhindre. De vil lave en café-guide til ammende mødre og fædre på barsel, som skal fortælle, hvor man må amme sit barn, skifte bleen eller varme flasken med mælk. De mener, at debatten om amning på caféer har været meget negativ, og med guiden vil de gerne skabe en mere positiv dialog mellem alle parter.
“Det er vigtig for os, at café-guiden tager hensyn til alle de involverede. Vores erfaring er, at det er de færreste, som har problemer med amning, men der skal tages hensyn,” siger Anne Vinsløv Andersen
App og hjemmeside
Meningen er, at projektet skal munde ud i en hjemmeside og senere en app, hvor man kan læse om caféerne. Her vil café-ejerne få mulighed for at uddybe detaljer om placering, barnevognparkering og bleskift.
“Vi tror ikke, det hverken er rart at afvise eller blive afvist på en café på grund af amning, og derfor er det vigtig at finde en praktisk løsning, hvor alle parter er involveret,” siger Rikke Fredsø.
De to kvinder har allerede haft kontakt med ti aarhusianske caféer, som alle har været positive. En af dem, som hilser guiden velkommen, er Café Drudenfuss i Latinerkvarteret.
“Det er et spændende initiativ, hvor de forskellige holdninger bliver hørt. Generelt oplever vi ikke et problem med amning, og det er helt okay at amme hos os, ”siger Malthe Olesen, som er dagligleder på Café Drudenfuss.
Anne Vinsløv Andersen og Rikke Fredsø har selv børn, og de mener, at der er brug for en guide, da de oplever, at debatten vender tilbage hvert andet år, uden at der sker nyt i sagen.
“Det er altid de samme fordomme, og vi synes, at der trænger til at blive gjort noget, så vi ikke næste år diskuterer det samme emne igen,” siger Anne Vindsløv Andersen.