Mad, potter og pander
24 børn har haft gang i grydeskeer, råvarer og godt humør under madskolen på Højvangskolen i Stavtrup
“De smager helt vildt godt.”
Sådan lyder det fra en pige i forklæde om de müslibarer, hende og 23 andre har været i gang med at lave.
I hele uge 28 har der været madskole på Højvangskolen i Stavtrup og her har børnene fået lov til at lave mad samtidig med, at de har lært en masse om sundhed.
Uhmmm koldskål...
De 8-12-årige børn er i fuld sving. Der bliver skåret jordbær ud i små sirlige stykker og smidt op i en stor skål, mens der i den modsatte ende af køkkenet dufter af kød til piroggerne, der er ved at tage form på bagepladerne. I dag har de travlt - de skal nemlig både lave frokost, eftermiddagssnack, madpakker til dagen efter, hvor de skal på bondegårdstur, og gøre klar til forældrene, der kommer og spiser sammen med dem et par dage efter.
Camilla Iversen står for madskolen i Stavtrup og har tre andre instruktører med sig.
“Det er super fedt - min store passion er sund mad og at undervise andre i madlavning. Det er rigtig vigtigt, at børnene lærer at lave mad, og der er rigtig mange, der kan lide mere, når de selv hjælper til med at lave den,” siger Camilla Iversen og fortsætter:
“Vi har for eksempel lavet ketchup og remoulade helt fra bunden, så hvis børnene går hjem til forældrene og siger, at de også skal lave det hjemme, så er et af mine mål nået. Det er ikke altid, at det fra tuben er det bedste.”
Børnene laver maden om formiddagen og spiser den så til frokost.
Sjovt at lave mad
Tre af de 24 børn, der bruger en uge af sommerferien på at lave mad, er 12-årige Jakob Rasmussen fra Kolt Skole, 11-årige Marie S. Østergaard, der har taget turen fra Skanderborg og 10-årige Sofie Jensen fra Vorrevangskolen i det nordlige Aarhus.
De er alle tre begejstrede for at lave mad, også selv om svedperlerne titter frem på panden af både sommervarmen uden for, men også de på grund af mange tændte ovne og kogeplader i køkkenet.
“Jeg kan rigtig godt lide at lave mad, og min far har faktisk sagt, at jeg nu skal til at lave mad derhjemme,” griner Marie S. Østergaard.
Den sætning har Sofie også mødt derhjemme.
“Mine forældre har foreslået, at jeg skal have en ugentlig maddag,” smiler hun.
Jakob hjælper tit sine forældre, når der er gang i kødgryderne, og selv om han ikke vil være kok, så elsker han at lave mad.