En god dag for fighterne i gult
Stafet for Livet i Rønde med nye initiativer til den syvende stafet i Byparken
Stafet for Livet er blevet til en fast tradition i Rønde og Kræftens Bekæmpelse Syddjurs afdeling har fået skabt rammerne om et rigtig godt arrangement hvert år i september. For syvende gang inviteres der til Stafet for Livet i Byparken i Rønde fra lørdag 7. september og til søndag 8. september.
Kræftens Bekæmpelse i Syddjurs var med fra Stafet for Livets opstart i Danmark og nu har ideen bredt sig rundt til en del flere byer i Danmark. Tidligere på sommeren var der for første gang Stafet for Livet i Aarhus.
Stafet for Livet har især i de senere år også kunnet levere flotte overskud, som på nær en lille del, der går til det lokale arbejde, doneres til Kræftens Bekæmpelses arbejde.
Mange fightere og hold
Formålet med Stafet for Livet er som altid at støtte nuværende og tidligere kræftpatienter og mindes de kræftpatienter, som ikke er mere.
Derfor er en vigtig del af arrangementet også Fighterrunden, når nuværende og tidligere kræftpatienter går den første runde lørdag middag på ruten gennem Byparken i Rønde.
Derefter går de forskellige hold på banen og formand for Kræftens Bekæmpelse Syddjurs Afdeling Ole Egebjerg, som også står i spidsen for Stafet for Livet, håber på både mange fightere og mange hold.
”Der er allerede tilmeldt tyve hold og vores mål er at nå over 1000 deltagere i år efter at vi har haft over 900 deltagere på holdene de to sidste år,” siger Ole Egebjerg.
Masser af musik
Årets fightertale, som åbner Stafet for Livet, holdes i år af Mette Nygaard fra Odense. Før hun holder sin tale er Rosenholm Tamburkorps gået gennem byen og vil gå i spidsen for fighterne, når de som start på Stafetten går den første tur på ruten.
Et andet højdepunkt er lysceremonien lørdag aften, hvor man mindes de, som tabte kampen til kræften. Her vil sognepræst Ane Kirstine Langkjer fra Kolind stå for andagten.
Sidste år flyttede man Stafettens bankospil til sent lørdag aften, men i år bliver bankospillet afløst af en tombola, men stadig med mange sponsorerede gevinster.
I løbet af de 24 timer bliver der masser af musikalsk underholdning fra scenen i Byparken.