Kystbanen dumper på de vigtigste parametre
Situationen har udviklet sig dybt uacceptabelt, mener Michael Randropp, formand for Pendklerklubben Kystbanen i dette indlæg
Foruden onsdag morgen, hvor al togtrafik stod stille på Kystbanen på grund af arbejdsnedlæggelse, er der mange spredte aflysninger pga. manglende personale.
Og det er trods det, at alle myldretidstog er indstillet pga. sommerferie. Men også før de bebudede nedskæringer var der aflysninger på grund af manglende personale. Men det er ikke kun på personalesiden, der er mangler.
Der mangler togsæt på skinnerne. Årsagen til dette er, at man ikke får klargjort togsæt nok. I vinters gav man den undskyldning, at det var sneen, der var årsag til manglende materiel. Hvad har man som undskyldning i dag? Ingen.
Der kan derfor kun være to årsager; enten har DSB vedligehold skåret så meget ned, at de ikke har personale til at vedligeholde dem eller at DSB Vedligehold ikke får købt reservedele ind.
Mange må stå op
Uanset årsag, er dette dybt uacceptabelt. Det medfører, at mange passagerer må stå op. Trafikministeren har endda svaret til trafikudvalget i slutningen af juni 2013, at man har sikret nok siddepladser til passagerne på kystbanen, hvor der er mange passagerer med.
Og sidst men ikke mindst dumper informationen på DSB Øresunds hjemmeside endnu engang. Her kan nævnes mange eksempler på fejl info, og det har vi gjort opmærksom på til DSB Øresund mange gange.
Derfor har vi bragt det videre til trafikkøberne. For når vi ikke kan få tog til tiden, så er information det vigtigste.
Der er flere, som har bebudet den seneste tid, at de vil skifte pendlerkortet ud med bilnøglen. Og endnu flere har indikeret, at de ser frem til færdiggørelsen af udvidelsen af Helsingørmotorvejen.
Vi blev lovet bedre kollektive trafik - dette har lidt et voldsomt knæk.
God sommer...