Musikalsk sommer på Mols mødested
Rødegaard i Vistoft vil gerne være et sted til gavn for lokalområdet
En sommer med otte arrangementer med musik og spisning giver travlhed på Rødegaard i Vistoft.
Men gården med den næsten mere rosa end røde facadefarve har travlt med meget andet end at lægge scene og køkken til en række sommerkoncerter.
”Vi er blevet kendt som et godt sted at holde fest og mange fejrer bryllup, fødselsdag, konfirmation eller den store familiefest på Rødegaard,” siger Oona Lia Fischer Uldal, som har været bestyrer af Rødegaard de sidste to år.
Hun er samtidig chefen i køkkenet og tilbereder gerne mad til fester, koncerter og selskaber.
Hun har en fortid som økologisk restauratør og laver mad efter gæsternes ønsker, men sørger også for velsmagende økologiske buffet'er til flere af sommerens koncertarrangementer.
”Vi har køkkenet og personalet til den store fest,” siger Oona Lia Fischer Illum, som drev restauranten Under Engle i Aarhus og var bestyrer af Café Laurits i Rønde inden hun fik fast greb om gryderne i Rødegaards køkken.
Godt miljø inde og ude
Midt i 00'erne var Rødegaard hjemsted for en årlig countryfestival og gården genlød af country- og truckermusik med deltagere iklædt cowboyhatte og støvede støvler med spidse snuder.
Men derefter gennemgik den store gård midt i Vistoft en omfattende renovering og blev omdannet til et mødested med mulighed for kurser, musikarrangementer og alle former for sammenkomster.
Gården har egen café, ti dobbeltværelser med bad, den store sal til blandt andet fester og arrangementer, en sal på første sal og to mødelokaler.
”Gæsterne er også meget glade for vores gårdmiljø med en stor terrasse til afslapning eller happy hour før festen og med en stor fuglevoliere,” fortæller Oona Lia Fischer Illum.
Der er planer om yderligere udvikling af Rødegaard.
”Næste skridt er en naturlegeplads i indgangsområdet. På længere sigt er der planer om at indrette en gårdbutik,” siger Oona Lia Fischer Illum, som ser Rødegård som et mødested for lokalsamfundet.
Lokale foreninger bruger allerede Rødegaard til deres møder, og folkedansere mødes hver anden mandag hele vinteren. FOF bruger også gården som kursussted.
Musik med cajun mad
I de seneste år har Rødegaard lagt rammer til de sommerkoncerter, som gennem en årrække blev afholdt på Sølballegård og fik et meget stort publikum blandt fastboende og sommergæster på Mols.
Første hold på scenen er Peter Abrahamsen og Bell Pepper Boys, som fredag og lørdag spiller deres klassiske swingende repertoire, samtidig med at de svenske kokke Annika Hallsvik og Piers Boreson laver cajun mad i køkkenet. Peter Abrahamsen og Bell Pepper Boys vender tilbage til Rødegaard 3. august.
19. og 20. juli spiller Bente Kure og Leif Ernstsen, som også er kommet på Mols i over 25 somre, og 26. og 27. vender harmonikatroldmanden Leif Ernstsen tilbage sammen med Allan Klitgård og Jens Christensen i bandet Paddy Doyles Retro.
Sommerens sidste koncert bliver Christian Søgaard Trio, som 30. august spiller verdensmusik på Rødegaard.