Fortsæt til indhold

Genbrugsplads? Miljøstation? Ja, kær losseplads har mange navne.

Samfund
Af Bent Pedersen, Vagtelvej 7, 8660 Skanderborg

For intet mindre end 30 millioner kroner bliver genbrugspladsen i Skanderborg nu udbygget til et oplevelsescenter. Navnet bliver også nyt: “Værdipark”. Et grønt område med buede stier og imponerende bygninger. Genbrugspladsen trængte måske til et løft, men at der skal bruges 30 millioner kroner for at få det, som efter sigende bliver en genbrugsplads i verdensklasse, virker som et skud over målet. Kunne mindre ikke have gjort det?
Sidste år indførte Reno Syd ændringer af affaldsindsamlingen. 14 dages-tømning burde give mulighed for at reducere omkostningerne, med et lavere gebyr til følge, men sådan gik det ikke. I stedet bliver ændringerne italesat vha. den fjollede figur “Værdiagenten”, så man helt overser at den nye ordning var en serviceforringelse.
Reno Syd er et 100% offentlig ejet selskab. Ejerne er Skanderborg og Odder kommuner og bestyrelsen består af byrådsmedlemmer fra de to kommuner. Selvsamme byråd har bestemt, at kommunernes borgere skal være kunder hos Reno Syd - der er ingen mulighed for at slippe. Med denne uhellige alliance in mente, burde Reno Syd være yderst varsomme med hvordan selskabet bruger borgernes penge. I år præsterede selskabet et overskud på over 2 millioner kroner, så der må være plads til gebyrnedsættelser.
Jeg håber, at der efter kommunalvalget i november, vil blive sammensat nye byråd i Skanderborg og Odder kommuner. Byråd der vil påpege, at mådehold med borgernes penge er godt og at Reno Syd skal sørge for at gebyrerne for husstandenes affaldsindsamling bliver sat ned.
Besparelser ved serviceforringelser og effektiviseringer skal udmønte sig i lavere gebyrer; ikke i prestigeprojekter.