Hillerød hitter hos kommende studerende
Mange flere unge end sidste år vælger Hillerød-uddannelser som deres første prioritet
De studerende skal i år kæmpe hårdere for at få en studieplads i Hillerøds campus.
Ansøgerantallet er på fire af de fem uddannelser i campus på Carlsbergvej steget - og på flere af dem i meget høj grad.
Faktisk ønsker hele 83 procent flere end sidste år at læse til socialrådgiver på Professionshøjskolen Metropol, der holder til på Hillerød Campus.
Hele 41 procent flere ansøgere har valgt pædagoguddannelsen i Hillerød som deres første prioritet, mens også sygeplejerskeuddannelsen går 31 procent frem i førsteprioritetsansøgere i år.
"Vi er rigtig glade. Jeg tror, det skyldes, at vi er blevet større og mere synlige. Før i tiden var vi små, separate institutioner, men nu har vi samlet ressourcerne og fået større gennemslagskraft. Vi har bedre mulighed for at markere os, når vi er større, og vi forsøger at markere os både hos unge her i Hillerød, på Roskilde Festival og så videre. Det har givet en større bevågenhed, både lokalt og i Nordsjælland," siger programchef Pia Ramhøj fra Professionshøjskolen UCC.
Hun peger samtidig på, at flere unge generelt vil have en uddannelse, så ansøgerantallet bugner overalt - og Hillerød Campus, hvor der er plads til 1600 studerende, har fået sin "gode del af kagen".
"De studerende kan godt lide stedet. Vi har fået indrettet det flot og attraktivt, og så har vi masser af tilbud, som de studerende er glade for, for eksempel skrivekurser, eksamensangstkurser, en international enhed med vejledning og et flot, tværfagligt bibliotek."
Et levende uddannelsessted
På socialrådgiveruddannelsen, som ligger under Professionhøjskolen Metropol, er også glade for den markante fremgang i antallet af førsteprioritetsansøgere.
Her mener de, at fremgangen blandt andet skyldes, at uddannelsen sætter fokus på socialt arbejde og socialpædagogik, og kombinerer de to uddannelser, socialrådgiver og pædagog.
"Det er godt at se, at de unge tænder på kombinationen af socialt arbejde og socialpædagogik. For kommunerne har længe efterspurgt socialrådgivere med særlige tværfaglige og socialpædagogiske kompetencer. En anden forklaring er nok også, at Campus Hillerød er blevet kendt i regionen som et godt og levende uddannelsessted", udtaler uddannelsesleder på socialrådgiveruddannelsen i Hillerød, Ida Theodora Wolf Berendsen, i en pressemeddelelse.
Nu skal skolen så i gang med det ærgerlige arbejde at give afslag til mange af ansøgerne, da der kun er plads til 40 studerende om året.
Også på de fire uddannelser under UCC er de kede af at skulle afvise så mange, siger Pia Ramhøj:
"Men det er ikke noget, vi kan gøre noget ved, for optagetallet udstedes af ministeriet. Men det er lidt synd for de unge."
Kun fysioterapeutuddannelsen oplever et fald på fem procent i antallet af førsteprioritetsansøgere. Men den uddannelse har i flere år været meget populær:
"Ansøgerantallet har ligget fantastisk højt længe, så måske er det et udtryk for, at der har været for mange ansøgere til de få pladser. Vi har rigtig mange dygtige og tilfredse studerende der," siger Pia Ramhøj.
Fakta
Ansøgertal til professionshøjskolerne UCC og Metropol, som holder til i Campus Hillerød på Carlsbergvej:
Ansøgere med uddannelsen som 1. prioritet i år - i parentes tallene for 2012.
Socialrådgiver: 170 (93), stigning på 83 procent.
Fysioterapeut: 130 (137), fald på 5 procent.
Psykomotorisk terapeut (tidligere afspændingspædagog): 164 (146, stigning på 12 procent.
Sygeplejerske: 251 (192), stigning på 31 procent.
Pædagog: 284 (201), stigning på 41 procent.
Kilder: Professionshøjskolerne UCC og Metropol.