Fortsæt til indhold

Surf, street, og fishermen

De tre iværksættere bag virksomheden Lakor Soulwear hylder udkantsdanmark med kærlighed til havet, humor og fiskerikulturen

Samfund
Line Hitz

Duften af fisk, Vesterhavets skumsprøjt , sand mellem tæerne, moderne street-art og T-shirts har ved første øjekast ikke så meget tilfælles, men der er essensen af den aarhusianske virksomhed Lakor Soulwear, som på andet år sælger T-shirts til hipstere i Aarhus, surfere i Klitmøller og trendsættere i Asien.
Bag virksomheden står de tre studerende Lasse Kornum, Jesper Unna og Kasper Aamand Petersen, som vil meget mere end bare at klæde folk på.
"i vil gerne gøre udkantsdanmark street, og forene den gamle fiskerkultur med den moderne urbane livsstil,"siger Lasse Kornum og forsætter:
"Udkantsdanmark med Vesterhavet er så smuk og facinerende. Det er skørt, at vi har et smukt område i Danmark, som ofte bliver omtalt som en rådden banen."
Ifølge de tre iværksættere er Klitmøller i Nordjylland en af de byer, som formår at forene den gamle fiskerikultur med et moderne byliv.
"Byen har stadigvæk den gamle fiskerkultur, og samtidig er det et samfund for surfere og andre naturelskere. Det vil vi gerne hylde," siger Lasse Kornum.

Naturen som legeplads

De tre aarhusianere har kendt hinanden gennem mange år.
Lasse Kornum er designer, Jesper Unna står for IT, imens Kasper Aamand Petersen tager sig af økonomien. De surfer alle tre, og det var på bølgen blå at ideen tog sin spæde start.
"Naturen er vores legeplads. Det er her vi bliver inspireret, og derfor er det også vigtigt for os at passe på naturen," siger Jesper Unna.
Selvom de tre alle har studier ved siden af virksomheden, så bruger de mange timer på Lakor Soulwear. Den store drøm er at komme ud på de internationale markeder, men selvom drømmen rækker ud over landets grænser, så er det i Aarhus de hører til.
"Det er her vi har base, lige meget hvordan det går. Aarhus er en fed by her er så mange muligheder," siger Jesper Unna, imens Lasse Kornum nikker.
"En lejlighed i byen og et sommerhus i Klitmøller, så vi kan surfe. Så er lykken gjort," siger han.
Lakor Soulwear holder Arty Farty Party 22. juni fra 12-22, som er et Pop-up kunst marked, hvor kunstintresserede kan se alle designs fra Lakor Soulwear. Arrangementet finder sted i Teko's udstillingsbutik i Mejlgade 39a