Søslaget om The Tall Ships Races
Lokalavisen sendte en journalist ud for at opleve åbningen af The Tall Ships Races, som blev afviklet i Aarhus i den forgangne weekend. Læs her hendes beretning fra det store søslag, der åbnede festen
“Nu kommer svenskerne,” udbryder en dame på klingende svensk. Hun peger ud mod det store sørøverskib, som toner sig frem i horisonten.
Sekunder senere brager det med høje kanonslag, og søslaget, som åbner The Tall Ships Races, er skudt i gang på bedste piratmanér. Her er turister med store kameraer om halsen, børn i klapvogne, og kvinder i høje hæle. Alle vil se, når det svenske skib Göteborg, og det Russiske skib, Shtandart, ankommer til Aarhus med et ordenligt brag.
Se TV: Piratskibe stævnede ud fra Aarhus
Besætningsmedlemmerne er klædt ud som pirater med trekantede hatte og stribede trøjer. Den eneste som mangler er Johnny Depp, og det Caribiske hav.
I næste øjeblik lægger de store træskibe til kaj, og publikum klapper ivrigt. Der er 3000 besætningsmedlemmer fra 17 forskellige nationer, som deltager i festlighederne. Sømænd med store hatte, og nysgerrige blikke ser ind mod land, hvor de mange fremmødte knipser billeder.
Fire dages fest på havnen er startet med et stort brag. Det er anden gang, at The Tall Ships Races besøger Aarhus, og publikum kan gennem de næste fire dage boltrer sig i aktiviteter for store og små. Her er fadøl, bycykler, pølser og en let duft af friske fiskefrikadeller. The Tall Ships Races og de 104 skibe er landet i Aarhus, og slår et let og elegant smut med halen i åbningssøslaget.
.