Fortsæt til indhold

Skulderklap til frivillige

Aarhus Kommune uddeler 2,6 millioner kroner til frivilligt, socialt arbejde. Modtagerne glæder sig over, at de kan hjælpe socialt udsatte

Samfund
Line Hitz

Aarhus Kommune har netop uddelt 2,6 millioner kroner i paragraf 18-midler for 2013. Kriserådgivning, ordblindeforeningen, Red Barnet Ungdom og KvIK kulturmøder er blot nogle af de 106 store og små frivillige foreninger, som har modtaget tilskud fra Aarhus Kommune. Siden 1998 har det ifølge servicelovens paragraf 18 været lovpligtig for kommunerne at samarbejde med lokale frivillige foreninger. Derudover har kommunerne pligt til at afsætte et årligt beløb til at støtte frivilligt, socialt arbejde.
En af dem, som har modtaget økonomisk støtte, er foreningen Muhabet Aarhus, som har fået 100.000 kroner fra Aarhus Kommune. Muhabet er et multikulturelt værested for psykisk syge og sårbare kvinder og mænd med anden etnisk baggrund end dansk. Værestedet har besøg af cirka 20 brugere om dagen, som kommer forbi værestedet på Skolebakken i Aarhus for at få socialt samvær, rådgivning, spise et måltid mad eller tage på udflugter i Aarhus og omegn.

Anerkendelse

“Det betyder meget, at vi bliver anerkendt som værested. Vi er meget glade for de 100.000 kroner, og de skal gå til husleje og lønninger,” siger Mette Jensby Mortensen, som er daglig leder i Muhabet Aarhus.
Hun fortæller, at det økonomiske tilskud er et skulderklap til det frivillige arbejde i Muhabet og betyder, at psykisk sårbare og traumatiserede flygtninge og indvandrere har et værested i Aarhus, hvor de har mulighed for at komme ud af isolation og være en del et fællesskab.

KvIK

Et andet sted i Aarhus, hvor begejstringen er stor, er Kvindemuseets interkulturelle netværk af kvinder, som i daglig tale kaldes KvIK. Her mødes kvinder med indvandrerbaggrund med kvinder, som er godt integreret i det danske samfund. Kvinderne mødes om emner som jobsøgning, kvindelighed, sprog og arbejdsmarkedet. KvIK har modtager 125.000 i paragraf 18 støtte.
“Vi vil bruge pengene på at aflønne en timeansat koordinator, og til udgifter til workshops, som kan styrke kvinderne i det danske samfund,” siger Merete Ibsen, som er overordnet leder på Kvindemuseet.
Hun fortæller, at KvIK ikke kunne fungerer uden tilskud fra kommunen, og det er meget vigtigt, at kvinderne med anden etnisk baggrund end dansk får rollemodeller i det danske samfund.
“Mange af kvinderne er venner for livet, og de bliver fortrolige med samfundet, arbejdsmarkedet og de kulturelle tilbud i Aarhus,” siger hun.