Fortsæt til indhold

Superstudent på trods af ordblindhed

11,8 lød gennemsnittet på for Ditte Marie Lynge. Men det har kostet blod, sved og stædighed at nå det resultat

Samfund
Af Christina Berg Jakobsen

I huen står der et 12-tal. Og dem er der yderligere 10 af på Ditte Marie Lynges HF-eksamensbevis. Med et snit på 11,8 kan hun nu vælge og vrage, når hun skal vælge videregående studium.
Hvad man ikke kan se er, at Ditte Marie Lynge har svære læsevanskeligheder. Hun har en synsbetinget ordblindhed, som blandt andet bevirker, at hun læser ekstremt langsomt.
I folkeskolen måtte forældrene hjælpe til hjemme med at læse tekster højt, så Ditte Marie kunne følge med i lektierne. Da hun startede på den treårige HF på Gentofte Studenterkursus, fik hun en såkaldt IT-rygsæk bevilget. Den har hun brugt flittigt, og resultatet taler sit eget tydelige sprog: Ordblindhed er ingen hindring for at tage en boglig ungdomsuddannelse.
"Jeg er stædig, jeg vil ikke lade mig stoppe af mit læsehandicap. Tværtimod har jeg kæmpet for, at det ikke skulle komme til udtryk i mine karakterer. Jeg ville ikke opfattes som anderledes", fortæller Ditte Marie.
Ditte Marie Lynges flotte eksamen er ikke kommet af sig selv. Det har krævet både flid og vedholdenhed at nå så flot et resultat. Søren Dam Christensen, som har undervist Ditte Marie i faget dansk, mener, at hendes faglige succes blandt andet skyldes, at hun altid mødte velforberedt op til timerne.
"Ditte Marie mente, at ordblindhed ikke skulle være et benspænd for at få en uddannelse, når man nu havde evnerne og ikke mindst troen på, at det kunne lade sig gøre. Det mærkede man som lærer hurtigt, og det indgød respekt hos hendes klassekammerater og mig".
Både IT-rygsækken, forældrene og skolen har ifølge Ditte Marie haft stor betydning for hendes studieforløb og resultat.
"IT-hjælpepakken har sat mig på lige fod med mine klassekammerater på trods af mit læse-handicap og gjort det muligt for mig at udnytte mine evner. Det er vigtigt for mig, at det, at jeg har et læsehandicap, ikke skal definere mig. Jeg har god forståelse for mange af fagene, det er læsehastigheden, der er et problem. Man kan opfatte hjælpemidlerne som et par briller - man tager dem på for at kunne læse. Men det er hovedet, der lærer", siger Ditte Marie, der til andre med læseproblemer har dette råd:
"Opsøg den hjælp, der er at få, og bliv ved med at kæmpe, indtil du får den hjælp, du har brug for".