Fortsæt til indhold

Viby-elever suveræne ved DM i entreprenørskab

Erhvervsakademi Aarhus samt to grupper af elever vandt priser ved DM i entreprenørskab

Samfund
Camilla Olesen

Tre førstepladser ud af tre blev status, da elever fra Erhvervsakademi Aarhus i Viby var til DM i entreprenørskab i København.
Her deltog 48 studerende fra korte- og mellemlange videregående uddannelser, hvoraf 16 deltagere fordelt på fem hold kom fra skolen i Viby.
Især for to af holdene blev det en mindeværdig dag. Tre af de studerende fra Viby vandt nemlig førstepladsen ved DM for et nyt studiebogs-koncept, Onbooked.
Det handler om, at man køber sig adgang til de sidste nye udgaver af studiebøger. Konceptet gør, at spildtiden i undervisningen bliver mindre, de studerende sparer penge, og forlagene skaber omsætning. Med førstepladsen følger en check på 50.000 kroner samt en plads ved europamesterskaberne i juli i den belgiske by Liège.
"Det er en stor anerkendelse. DM-titlen bidrager til at åbne døre for og giver os bedre vilkår i forbindelse med de samtaler, vi skal have med investorer og forlag," siger 23-årige Lasse Gross-Nielsen, der er en del af vinderteamet og sammen med de øvrige to studerer på den nye iværksætterlinje for markedsføringsøkonomer.

Ny måde at prøve tøj på

Fire andre studerende fra Viby vandt Hyundai-prisen på 111.000 kroner for deres prøverumskoncept Room For Change.
Konceptet vil forandre oplevelsen af at stå og prøve tøj i et prøverum. Idéen er at integrere en intelligent skærm i spejlet i prøverummet, der synkroniserer med forbrugerens smartphone. Juryen mente, at konceptet er et must i alle butikker, da den rammer ned i et marked, der er trængt, og hvor kunderne er letpåvirkelige.
"Det er et stort problem, at de fysiske tøjbutikker bliver udkonkurreret af onlinehandlen. Med dette nye koncept giver vi butikkerne en økonomisk gevinst og forbrugerne en helt ny prøverumsoplevelse, hvor de for eksempel kan tage et 360 graders billede af sig selv," siger 23-årige Doris David.

De fire studerende, der vandt Hyundai-prisen på 111.000 kroner for deres digitale prøverumskoncept. Fra venstre: Dan Vium, Morten Trads, Doris David og Nanna Svendsen.

Bedste sted

Akademiet vandt også en pris - nemlig som årets entreprenante uddannelsesinstitution. Prisen blev overrakt af uddannelsesminister Morten Østergaard (R).
"Erhvervsakademi Aarhus formår på flot vis at brede entreprenørskab ud på forskellige uddannelsesretninger og integrere det i mangeartede projekter. Det er derfor helt sikkert ikke en tilfældighed, at studerende fra Erhvervsakademi Aarhus generelt klarer sig flot i vores entreprenørskabskonkurrencer," sagde ministeren ved overrækkelsen.