Rødhætte og ulven

De farligste ulve optræder som oftest forklædt. Her tænker jeg ikke på de ulve, der har slået sig ned i det midt- og vestjyske. De ligner vist det, de er, nemlig ulve. Anderledes er det med de ulve, der ligner alt andet end ulve. Som for eksempel den ulv Rødhætte forvekslede med sin bedstemor. Eller de ulve, som Jesus advarer os imod, fordi de kommer i fåreklæder.
Det er meget snedigt – for både en bedstemor og et får er vel det mindst ulve-agtige, vi kan forestille os. Men selv en ulv kan ikke løbe fra, at den er ulv, og selv den snedigste forklædning kan i længden ikke skjule, at ulven er ulv.
Og er vi i tvivl, så er det bare at gøre som Rødhætte, nemlig stille de oplagte spørgsmål:
"Hvorfor har du så lange ører bedstemor?"
På et eller andet tidspunkt kommer spørgsmålet, der får ulven til at kaste forklædningen af sig:
"Hvorfor har du så stor en mund, bedstemor?"
Vi ved, hvordan det ender – for det er bestemt ikke ufarligt at afsløre ulve. Det kræver mod at spørge ind til de sprækker, der altid vil være i en ulvs forklædning. Men spørge skal vi. Stille de oplagte spørgsmål.
Det bedste sted at begynde at spørge er til én selv - for eksempel: Hvornår lod jeg mig forføre til en sandhed, der ikke er min egen? Eller overvej: Hvornår er mit liv ægte og ærligt, og hvornår er det hele bare gustne overlæg, spil for galleriet og store ord, der ikke har bund i et levet liv? Et menneske er ikke bare en avanceret biologisk maskine, der kører af sig selv. Vi kan gå forkert. Snyde og bedrage både os selv og hinanden. Blive forført af ambitioner, begær og drømme.
Vi skal have modet til at se vores indre ulv i øjnene, rive forklædningen af. Det gør os ikke nødvendigvis til mindre ulve, men det betyder, at vi ved, hvad vi har med at gøre. De farligste ulve er som bekendt de forklædte.