Fjellerup folder sig ud
Fjellerup Sommerby-Vinterby med stort program
Både turister og lokale får noget at se til, hvis de vil følge med i alle de aktiviteter, der kommer til at ske i Fjellerup i løbet af juli og august. Projekt Fjellerup Sommerby-Vinterby byder på udstillinger, ture, friluftsoplevelser, workshop med mere.
"Klaras skygger"
Byen får for eksempel besøg af seks kunstnere fra New York, der frembringer værker med udgangspunkt i Fjellerup. Det er blandt andet Anna Lise Jensens fotos "Klara's Skygger" om bundgarnsfiskeri, Monica Carriers samtaler med borgere i Fjellerup nedskrevet og udstillet som collage, Jo Q. Nelson skulpturer på stien mellem Fjellerup og Bønnerup og Christine Scilis videocollager.
Projektet tegner stort og spændende, og Bent Sølyst, der har haft kontakten til New York, og Steen Lassen, formand for borgerforeningen, er sikre på, at et lignende projekt vil kunne gentages til næste år i samarbejde med Anne Lise Jensen, der bor i New York og har været energisk tovholder på hendes side af Atlanterhavet.
Udstillinger og ture
Mange lokale udøvere er også på banen med udstilling forskellige steder af malerier, keramik, glas og håndarbejde.
Hvis man vil ud og se sig omkring, kan man komme på guidede ture, blandt andet til Fjellerup Østergaard, Tranehuse, langs stranden, til Skippershoved, byvandring og stendysserne i Turstrup. Der er også mulighed for at komme på krondyrssafari, være med til rakubrænding, eller deltage i de mange aktiviteter ved Blå Flag-stationen ved stranden.
Indvielse af ny badebro
Projekt Sommerby-Vinterby er fulgt til dørs af tre grupper: Fjelleruppakken, en bygruppe og en strandgruppe, og mange borgere har lagt mange timer i at følge alle de gode ideer til dørs. Steen Lassen og Bent Sølyst har begge været tovholdere for forskellige dele af projektet.
De fortæller, at gruppen Fjellerup-pakken har skaffet penge til opstilling af en multibane mellem Fjellerup Børnehave og Aktivitetshuset. Den vil være færdig i september. At der monteres QR-koder på udvalgte huse i byen, indtil videre 40 huse, hvor man efter indscanning kan læse om husets historie. At Lunøstien mellem strand og by er blevet renoveret. At der indvies en ny bade- anløbs- og krabbebro, hvor også kørestole og klapvogne med mere kan færdes. Og at der kommer en ny ophalerplads.
Mandag 16. juli klokken 13-15 er der i øvrigt indvielse af den nye badebro.