Fortsæt til indhold

Passer på vores drikkevand

Vandforsyningen til havneområdet sektioneres i tre zoner

Samfund
Anette Bonde

Vandcenter Djurs har gennem det sidste halve år arbejdet på Grenaa Havn, hvor formålet har været at sikre forbrugerne mod forureninger. Det har ind imellem skabt lidt gener for trafikken, men i juli måned, hvor der er flest turister og trafik på havnen, er der pause i arbejdet.

Tre zoner

Et af værktøjerne til at beskytte drikkevandet har været en sektionering af forsyningen til havneområdet. Den er opdelt i tre zoner: Skakkes Holm og lystbådehavnen er ét område. Den gamle del af havnen, som rummer fiskeindustrien blandt andet Norway Seafood og fiskehandel er et andet område. Nordhavnen er det sidste og tredje område.
Disse områder forsynes adskilt, og det giver mulighed for at kunne begrænse en forurening i at sprede sig.
Der er i dag monteret sektionsbrønde, som dels måler flow, og dels overvåger vandets ledningsevne. Det betyder kort sagt, at der vil komme en alarm til vagten på vandforsyningen, hvis der eksempelvis kommer saltvand i ledningsnettet.

Gamle rør udskiftes

For yderligere at sikre kvaliteten af vandet, bliver der også udført et større renoveringsarbejde. De gamle støbejernsrør udskiftes med nye moderne rør specielt til formålet.
Vandcenter Djurs forsøger at udføre dette arbejde med mindst mulige gener for brugerne og folk, som færdes på havnen.
"Blandt andet forsøger vi i stort omfang at ”cracke” rør. Det betyder, at man sprænger det gamle rør og samtidig trækker et nyt igennem. Fordelen ved denne teknik er, at man begrænser gravearbejdet til det mindst mulige", fortæller direktør Henrik H. Jordalen.