Fortsæt til indhold

Ingen forurening fra losseplads

Ballerup Kommune har undersøgt Værebro Å for forurening fra Sørup Losseplads. Og der er ingen sundhedsrisiko

Samfund
Jesper Kappel

Ballerup Kommune kan berolige de borgere, der har været bekymrede over vandløbsforurening fra den gamle Sørup Losseplads, der ligger tæt på grænsen til Egedal Kommune.
Det er ingen sundhedsrisiko for mennesker og dyr at være i kontakt med vandet i vandløbene ved Engagerrende og Værebro Å.
En prøve udtaget fra Engagerrenden i april i år viser, at der ikke er forurening med miljøfremmede stoffer, og at forurening ikke spredes via Engagerrenden til Værebro Å. Ifølge prøverne kommer der altså ikke forurening fra Sørup Losseplads, skriver Ballerup Kommune i en pressemeddelelse.
”Jeg er glad for, at vi med de her prøver i hånden kan berolige borgerne med, at der ikke sker forurening fra Sørup Losseplads til de omkringliggende vandløb til fare for dyr og mennesker,” siger borgmester Jesper Würtzen.
Ballerup Kommune har valgt at udtage en prøve fra Engagerrenden for at vurdere forureningen i Engagerrenden og en prøve fra Værebro Å for at vurdere spredning af forurening fra Engagerrenden til Værebro Å.

Resultatet af vandprøverne

Resultatet af prøven fra Engagerrenden viser, at der ikke er påvist forurening med miljøfremmede stoffer over drikkevandskriterierne, og at Engagerrenden overholder alle pesticidmålinger for drikkevand. Dog er der forhøjede værdier af naturlige næringsstoffer.
I prøven fra Værebro Å er der forhøjet pesticid i forhold til grænseværdierne for drikkevand. Fælles for begge målinger lyder konklusionen, at der ingen sundhedsrisiko er for mennesker og dyr i kontakt med vandet i vandløbene ved Engagerrende og Værebro Å. Man skal blot undlade at drikke vandet.
Sørup Losseplads blev mellem 1957 og 1971 brugt til husholdnings- industri- og byggeaffald. Lossepladsen blev lukket i 1972 og er efterfølgende blevet dækket med jord. Området er i privat eje og lukket for offentligheden.
Pressemeddelelse