Fortsæt til indhold

Revideret frivilligpolitik sendes i høring

En fastlæggelse af politikken på frivilligområdet er på vej i Norddjurs

Samfund
Anette Bonde

Niels Erik Iversen, formand for Voksen og Plejeudvalget, oplyser i en kommentar til Orla Lunds synspunkter, formand for Ældre Sagen Rougsø-Sønderhald, at frivilligpolitikken er under revision i Norddjurs Kommune.
Voksen- og plejeudvalget skal på sit møde 22. august drøfte et forslag til en revideret frivilligpolitik. Forslaget sendes efterfølgende til høring, inden det på ny behandles i voksen- og plejeudvalget 26. september og i kommunalbestyrelsen 22. oktober.
"Jeg er sikker på, at Orla Lund i den forbindelse vil indsende sine forslag, så de kan komme til at indgå i den videre beslutningsproces," siger han til Orla Lunds efterlysning af et bedre samarbejde mellem de frivillige organisationer/foreninger og kommunens politikere.
Han tilføjer, at der i øjeblikket arbejdes på at få tydeligt defineret frivillighed og grænserne mellem frivillighed og ansættelse.

Ingen frivilligstillinger

Niels Erik Iversen oplyser endvidere, at der ikke er truffet nogen beslutning om at oprette egentlige frivilligstillinger i Norddjurs Kommune. På voksen- og plejeudvalgsmødet i maj blev der alene godkendt et forslag til en styrkelse af den frivillige indsats på socialområdet.
"Dette har været efterspurgt af mange, idet der på dette område ikke har været den samme tradition for inddragelse af frivillige som på for eksempel ældreområdet."
Forslaget blev vel modtaget af både handicaprådet og ældrerådet.

Høring om frivilligpolitik

Endelig finder Niels Erik Iversen balancen mellem det afsatte puljebeløb og de indkomne ansøgninger rummelig og fornuftig. Men han er samtidig meget glad for, at der i forbindelse med budget 2013 blev plads til en udvidelse af budgettet til frivillig socialt arbejde med 100.000 kroner, siger han.