Nytter det noget?

En helt naturlig ting ved kirken og den kristne tro er forpligtelsen på næstekærlighed. At vi skal nære omsorg for hinanden. Hjælpe, hvor det er muligt. Derfor er der indsamlingsbøsser i kirkerne. Derfor har vi Folkekirkens Nødhjælp. Tanken er den, at vi gives Guds kærlighed, for at vi skal give den videre til vores medmennesker. At vi skal forestå os i et fællesskab. At vi ikke lever for os selv, men i relationer til andre mennesker. Et nej til egoisme og selvcentrering. Et nej til at alle andre kun er til for min skyld, men at vi derimod skal gøre en forskel for andre.
Når vi konfronteres med nød og sult i lande fjernt fra os, lyder det ofte: Nytter det noget? Hvad gør mine håndører? Når det ud til dem, der lider nød? På den måde står undskyldningerne i kø for ikke at hjælpe. Og hvorfor overhovedet hjælpe? Skal jeg ikke blot kere mig om mig selv og mine allernærmeste?
På søndag kan vi høre, at Jesus siger:
"I må sørge for at bruge jeres penge til at skaffe jer venner."
Det lyder måske mærkeligt, men tanken er den, at vi får det bedre med os selv og vore omgivelser, når vi gør en forskel, når vi hjælper, når vi rækker hånd ud mod andre. Jeg tror, det ligger dybt i os, at man føler sig godt tilpas, hvis man hjælper et andet menneske. Det man investerer af tid og penge i at nære omsorg for andre, det kommer tilbage til en selv ved denne her gode fornemmelse af at have gjort det rigtige. Derfor skal vi ikke spørge:
"Nytter det noget?"
Men i stedet?
"Gør jeg nytte?"