Fjellerup vil rydde Lunøstien
Alle borgere kaldes af hus for at genoprette Lunøstien
"Så tager vi hul på den allerførste del af de mange projekter, der skal gennemføres i Fjellerup i sommeren 2013. Vi kalder alle mand af hus lørdag 25. maj til genoprettelse af Lunøstien, der efterhånden trænger kraftigt til en forbedring/udbedring."
Steen Lassen, formand for Fjellerup og Omegns Borgerforening, fortæller, at folk bare skal møde op klokken 9. Der er ingen tilmelding, og de må gerne medbringe en skovl og en trillebør.
Lunøstien var tidligere et link mellem byen og stranden i Fjellerup. På et tidspunkt begyndte stien at mangle vedligeholdelse, og det blev bare værre og værre.
"I dag kan man dårligt komme igennem på cykel."
Renoveringsprojektet går ud på at gøre stien farbar i to meters bredde, og den skal være af en beskaffenhed, så både gående, cykler og kørestole kan færdes på stien.
Handicapvenlig
Stien er bare ét af de mange projekter, der venter i Fjellerup i den kommende tid. Det sker i forbindelse med projektet Fjellerup Sommerby, der støttes af Norddjurs Kommune. Et andet projekt er etableringen af en badebro, der ligesom stien også bliver handicapvenlig.
"Det lægger vi stor vægt på i de forskellige projekter."
Badebroen indrettes, så at man kan køre ud på den i kørestol og vende på broen, og der bygges en promenade til den på stranden, hvor kørestolsbrugere kan komme tæt på bølgerne og nyde udsigten.