Fortsæt til indhold

Djurs Sommerland i Top Ti

Djurs Sommerland har størst vækst blandt danske forlystelsesparker

Samfund
Anette Bonde

Fem forlystelsesparker er i top ti over Danmarks største turistattraktioner. Det viser attraktionslisten for 2012, som VisitDenmark netop har offentliggjort. Blandt dem er Djurs Sommerland den forlystelsespark, der har realiseret den største vækst i besøgstal siden 2007.
Med et besøgstal på 623.000 gæster i 2012 fastholder Djurs Sommerland samtidig sin plads som Danmarks femtestørste turistattraktion.

Konstant produktudvikling

Djurs Sommerland har siden 2007 haft en vækst på næsten 30 procent. Administrerende direktør Henrik B. Nielsen oplyser, at forlystelsesparken siden 2008 har investeret for knap 250 mio. kroner i nye forlystelser.
”Det kræver en konstant produktudvikling, hvis man som forlystelsespark skal tiltrække flere besøgende. Den store vækst i besøgstal tyder på, at vi rammer godt ind i familiernes ønsker.”
Samlet set har Djurs Sommerland investeret knap 250 millioner kroner i nye forlystelser over de seneste fem år.

Investeringer fortsætter

Som bekendt har forlystelsesparken til sæsonen 2013 præsenteret Juvelen, der er Danmarks længste rutschebane og Europas eneste double launch coaster. Og det tegner til, at den nye investering på 70 millioner kroner kan være med til at tiltrække endnu flere familier. I hvert fald ligger Djurs Sommerland efter sæsonens to første måneder knap 20 procent over samme periode sidste år. Derudover er der solgt over 50.000 sæsonkort til parken, hvilket er flere, end der nogensinde er solgt på en hel sæson. Djurs Sommerlands bedste sæson var i 2011, hvor 662.000 gæster besøgte forlystelsesparken.