Film, Frygt, Hore og Hollywood
Aarhusianske William Findinge brænder for film, som er fyldt med vold, mord og angst, og han drømmer om, at de makabre budskaber skal nå helt til Hollywood
Med sine 23 år på bagen er William Findinge ung i det aarhusianske filmmiljø, men på trods af det, så bugner CV?et af erfaring. Han er uddannet på de lokale filmskoler i Aarhus, og i dag producerer han både musikvideoer, gyser-, novelle- og kortfilm. Det sidste værk er gyserfilmen Hore, som handler om en kvinde, der er sin mand utro og udsættes for tortur. Langt størstedelen af William Findinges? film er præget af frygt, angst og makabre scener, hvor blodet flyder, og indebrændte følelser bliver udtrykt gennem vold og mord.
" Det fascinerer mig at skabe hårde og skræmmende følelser, hvor publikum reagerer på mine film med deres egne følelser. Jeg kan godt lide at vise det mindre pæne," siger han.
En udslættet familie
William finder inspiration til sine film alle steder. Som dengang en mand udslettede hele sin familie i hans nabolag.
"Det handler jo om en mand, som kompensere for noget i sit liv, som han ikke har opnået. Jeg synes, at det er rigtig interessant at udtrykke de følelser som ligger bag," siger han.
Film fra barndommen
Siden barndommen har William levet og åndet for film. Han arbejder i dag som pædagogmedhjælper, men alt fritiden går med at tænke og producere film. Han har selv betalt sine uddannelser, og når lønnen går ind den første i måneden, så køber han nyt filmudstyr for pengene.
"Andre mennesker ser på rejser. Jeg kan går rundt i månedsvis og glæder mig til at købe et nyt kamera," siger han.
William vil gerne vise kommende filmtalenter, at man kan lave flotte film i Danmark uden at bruge mange penge på dyrt udstyr.
"Man behøver ikke altid at have et stort produktionsselskab i ryggen for at lave en flot film. Med det rette udstyr og netværk, så kan man komme langt," siger han.
Drømmen
William er overbevist om, at hans liv vil være indholdsløst uden film. En beskeden drøm er at få dækket alle udgifter til sine film. Den sidste kostede ham 6000 kr. af egen lomme. Men bag det ydmyge aarhusianske smil gemmer sig også en større drøm.
"Jeg vil da gerne til Hollywood og lave film. Det handler ikke om, at jeg vil være kendt, men at få budskabet i mine film ud. Det ville være stort," siger han.