Fortsæt til indhold

Fra bondsk net-hit til tv-show

Aarhusianske TurboModul har succes med Thy-humor på nettet. Nu køber TV2 Zulu ti afsnit af satireshowet

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

To aarhusianske satikere undrede og ærgrede sig. Var det, de så i tv, hvad Danmark havde at byde på humorrmæssigt? Det, mente de, kunne gøres meget bedre.
Og det får de mulighed for nu. TV2 Zulu har hyret de to ukendte aarhusianere til at producere ti afsnit af deres satireshow, TurboModul, som siden 2011 har været tilgængeligt på internetsiden youtube.
"Det vi laver er nyt og friskt. Den danske humor er jo ellers stagneret. Der mangler simpelthen nogle, der er sjove. Comedyscenen er præget af talentløse stand-up'ere, som får deres egne tv-programmer. Så får man revy i en version 2.0, og det er bestemt ikke det, vi synes er sjovt," siger Charter McCloskey, der er halvt irer og opvokset i Thy.
Han har kendt kollegaen Lars Therkildsen, siden de var blot fem år gamle. De er bosat i Aarhus, men stammer begge fra en landsby i 'det mørke Jylland'.
"Vi synes, der er en hel masse karakterer, man ikke ser i satireshows. Alt for meget er bare punchlines. Der mangler stemning og miljø. Det, vi laver, er karakterdrevet og i høj grad inspireret af det miljø, vi er vokset op i," siger 31-årige Lars Therkildsen.
Duoens succes bygger især på karakteren Tonni Bonde. En bondsk brugtvognsforhandler med et glimt i øjet og et helt specielt sprog. Alene ét klip med ham på youtube er set knap 500.000 gange. Han bliver spillet af Charter McCloskey.
"De her figurer kender vi jo. Vi har mødt dem i virkeligheden og har en forståelse for dem. Vi sparker ikke nedad, men laver dem med masser af kærlighed, ellers er det ikke sjovt," siger Charter McCloskey.
Og så har de to komikere stor kærlighed til sproget. Replikkerne bruger de lang tid på at finpudse.
"F.eks. er der en der siger, at han har pakket en ørn ind i et sydstatsflag. Det er umuligt at forklare, hvorfor det er sjovt. Men vi kan godt lide, at der er flere lag i sætningerne, og her er der noget firser-nostalgi og noget vanvittigt over det," fortæller Charter McCloskey og Lars Therkildsen supplerer:
"Vi bruger også nogle ord, der kun er fra Thy og opfinder vores egne vendinger. Karakteren Tonni Bonde har f.eks. et fast udtryk i "fy for en skefuld". Vi synes også, det er sjovt at gå over grænsen og udbygge eller amputere sproget ved at putte barnligt sprog ind i en voksen begavelse."

Del af kreativt miljø

De to venner og samarbejdspartnere har det seneste år været en del af Filmby Aarhus' såkaldte Talentfabrik. I et åbent kontorlandskab i Filmbyen sidder de to satikere sammen med en gruppe af kreative iværksættere.
"Det er et fedt sted. Vi har fået nogle rammer, hvor vi har kunnet udvikle os. Vi er tæt på mange folk med stor erfaring og har adgang til et filmstudie," fortæller Charter McCloskey.
Aarhusianerne har gennen de seneste tre år arbejdet med deres satireshow. For at få smør på brødet har de ind i mellem produceret webfilm for firmaer.
Men ideen om en ny form for comedy har været drivkraften.
"Vi fik jo hurtigt succes på youtube. På en måned var de 19-20 klip, vi først lagde ud, set over en million gange og vi rundede to millioner på det første år. Men vi vidste egentlig ikke rigtig, hvad vi skulle bruge de mange views til. Vi blev kontaktet af et københavnsk produktionsselskab, som vi samarbejdede med uden succes. Men til sidst tænkte vi bare: Vi gør det da selv," siger Lars Therkildsen.
TurboModul søgte og fik støtte fra Den Vestdanske Filmpulje og i februar færdiggjorde de deres test-afsnit til en tv-udgave af youtube-hittet.
Et afsnit, som TV2 Zulu nu gerne vil producere ni mere af og sende til januar.
"Jeg tror, vi er de første i Danmark, der går fra et youtube-show til vores helt eget tv-program uden at være kendte. Det er en kæmpe cadeau til os og vildt fedt, at TV2 Zulu vil tage chancen. Vi glæder os vanvittigt til at komme i gang," siger Charter McCloskey.
Og hvad siger de to jyder så til tv-eksponeringen og udsigten til at blive kendte?
"Det er fint nok. Hvis det bliver en fiasko, må vi jo gemme os."

Karaktererne Coco og Jan Ploug driver Dejbjerg Motel og Traktor Rep. Hvis vi laver din traktor, sover du her også, lyder sloganet. Foto: Privat.