Fortsæt til indhold

N. P. Opfinder er på vej igen

Et babybadekar gjorde ham kendt i hele verden, nu er det et Gylle Gallerie og en høj barnestol, som skaber opmærksomhed

Samfund
Michael Wulff

I virkeligheden er dette portræt en umulig opgave, for Niels Peter Estrup, som de fleste blot kender som NP, har stof nok i sig til flere bøger.
For nylig fik ugebladene øje på ham, da han inviterede til fernisering i Danmarks første og eneste Gylle Gallerie i Grundfør nær Aarhus.
For fem år siden fik hele verden øje på ham, da han præsenterede det sammenklappelige babybadekar Flexi Bath, som han opfandt, da pladsen i det lille hus i Grundfør var for trang.
Og inden længe vil han igen blive kendt for en opfindelse, når den høje, men sammenklappelige plastikbarnestol - der kan gå i opvaskemaskinen! - bliver præsenteret på den store verdensmesse for børneprodukter Kind und Jugend i Tyskland.
Den stol kommer vi til at høre meget mere om.
Se TV:
God musik og kunst i Grundfør Gylle Gallerie - G3

N.P. Estrup i sit værksted, som kan fortælle mange historier. Men lige nu er fokus på den barnestol, som iværksætter Estrup vil have sat i produktion.

Handicaphjælper i London

N.P. Estrup er født i 1969 og voksede op i arbejderhjemmet i Mejdal i udkanten af Holstebro.
Det blev en opvækst, der afslørede et lysende fodboldtalent, men NP pakkede støvlerne ned og drog som 18-årig til London, hvor han blev handicaphjælper for en meget kreativ, men lammet mand, David Constantine.
Han var blevet optaget som designer på Royal College of Art, hvor NP fulgte med som Davids hænder og fødder. Året var 1990.
“Ham fulgte jeg som eneste hjælper 24 timer i døgnet gennem et helt år. På den berømte skole var det kun toppen af poppen, der kom, og inde ved siden af dansede prinsesse Diana ballet,” husker NP.
“David kunne end ikke løfte en kop, så jeg fulgte ham helt tæt døgnet rundt,” fortæller NP, der endnu ikke har set den franske film “De Urørlige”.
“Min svigerfar har nævnt den og sagt, at den viser det liv, jeg har beskrevet. Jeg må få den set.”
NP, som er fyldt 44 år, har fortsat kontakt med den 10 år ældre David Constantine, som i dag designer kørestole til den tredje verden.
“Han kigger på det enkelte land og finder en løsning, som er billig. Derfor har de nu kørestole lavet af bambus i Bangladesh,” siger N.P. Estrup, som selv udvikler prisbevidste, men holdbare produkter.

N.P. Estrup med sit Gylle Gallerie, som skal færdiggøres, når pengene er fundet. "Kommunen vil holde et møde, men først 5. oktober. Til den tid er der jo gået mug på mig," siger den kreative, men utålmodige idemand.

Loven kom på tværs

Det blev også til en uddannelse som socialrådgiver for N.P. Estrup, men en aktiveringslov kom på tværs i hans hoved.
“Jeg var direkte imod den lov og kunne ikke sidde og sende folk ud i tåbelige tilbud, som kun gav mening for forvaltningen. Så jeg sagde op,” forklarer han.
NP boede på det tidspunkt i det aarhusianske latinerkvarter, hvor franske cafeer og petanque blev en del af hverdagen.
“Her så jeg, at restauratørerne brugte en masse penge på vaskerier, som de var utilfredse med. Så jeg tænkte, at det måtte jeg gøre noget ved.”

En forløber for den sammenklappelige og vaskbare høje stol, som N.P. Estrup præsenterer på verdensmessen for børneprodukter - Kind und Jugend - i Tyskland til september.

Vaskeri-ejer

Han fandt et møntvaskeri rundt om hjørnet i Guldsmedegade, hvor han afprøvede noget svensk vaskepulver, der ikke indeholdt "trælse kemikalier".
“Og det virkede, så jeg lånte 130.000 kroner i banken og startede mit eget lille vaskeri,” siger NP, der hurtigt blev kendt i cafe-miljøet, når han samlede vasketøj ind på sin Christiania-cykel.
“De vil jo gerne have, at duge og kokkejakker er snorlige. Og det leverede jeg med en service, de ikke var vant til.”
“Men mine venner og familie troede, jeg var blevet skør. De havde aldrig set mig stryge noget som helst,” siger han.
LYT:
N.P. Estrup fortæller om sin terrasse

"Ok, denne spa matcher jo ikke min profil. Men ungerne elsker den, og jeg bruger den hver morgen." I lydklippet under denne artikel kan du høre N.P. Estrup fortælle mere om sin terrasse.

Penge skabte ny ide

Da succesen toppede kom ærkefjenden gennem otte år, et af de store vaskerier i Aarhus, og opkøbte NP og makkerens vaskeri.
“Og så var vi ude af den branche.”
Pengene, der kom ud af salget, skabte et nyt projekt i hovedet på NP: Babybadekarret Flexi Bath, der kunne klappes sammen.
Det har høstet store internationale priser, men er siden blevet solgt til norske Stokke.
Nu er fokus på den høje, sammenklappelige stol “Fred a Chair” som N.P. Estrup forventer sig meget af.
“Den forventes at skulle produceres i Lystrup, den bliver billigere - end de priser, vi kender i dag - og den er lavet i kun et materiale, plast. Tolv lande for eksempel Frankrig, Tyskland og Australien har allerede vist stor interesse for Fred a Chair ."
Se også:
N.P. Estrups høje barnestol (åbner ekstern side)