Skanderborg kan spare 6,2 millioner på udlicitering
Formanden for Miljø- og Planudvalget er skeptisk
En ny analyse af kommunernes udlicitering viser, at Skanderborg kommune hvert år går glip af flere millioner kroner ved ikke at udlicitere flere opgaver til private firmaer.
Analysen regner med at opgaver for 61,7 millioner kroner yderligere kan udliciteres i Skanderborg Kommune, og med en vurderet besparelse på 10 procent bliver det til 6,2 millioner kroner.
"Mange kommuner har gode erfaringer med at udlicitere netop vej- og parkopgaver. Det er ikke så borgernære opgaver, og derfor ikke så 'farligt' at prøve," siger erhvervspolitisk konsulent ved Dansk Byggeri, Lea Stentoft.
Dansk Byggeri mener ikke disse vej- og parkopgaver er en kommunal kerneydelse, men derimod, at det er opgaver, der bør ligge i deres branche hos anlægsgartnere og lignende private erhvervsdrivende.
"I Skanderborg vil det være muligt at udlicitere omkring 90 procent af opgaverne, men lige nu ligger tallet på kun 30,6 procent."
Det handler dog ikke om partifarver og skyttegravskrige mellem det offentlige og private.
"Vores undersøgelse tyder ikke på, at der er direkte politisk modstand mod udlicitering, heller ikke i de såkaldt røde kommuner. Hvis en kommune gør sig gode erfaringer med det, udliciterer den ofte flere opgaver. Nogle kommuner er gode til at erfaringsudveksle på området. Jeres nabokommune Favrskov sparede fra 2011 til 2012 omkring 20 millioner kroner, så dem kan Skanderborg Kommune jo besøge," lyder opfordringen fra Lea Stentoft.
Politisk beslutning
Det bliver der dog ikke noget af, hvis man spørger Claus Leick, (SF) formand for Miljø- og Planudvalget.
"Man skal jo huske på at Dansk Byggeri er en brancheforening, som gerne vil have mere arbejde til deres medlemmere. Når det så er sagt, så har vi her i Skanderborg valgt, at det er vigtigt, at vi har vores egen materielgård," siger Claus Leick.
I følge analysen fra Dansk Byggeri har Skanderborg Kommune fra 2011-2012 hjemtaget 15 procent af de opgaver, der tidligere var lagt ud til private.
"Jeg tror, det bunder i, at vores egne entreprenørafdelinger har været igennem en grundig effektivisering. De byder jo også på de opgaver, der bliver udliciteret, og hvis de er billigst, så skal de naturligvis have opgaven. Derudover er det nogle gange klogt ikke at være alt for afhængig af andre. Ved at have de kommunale entreprenørafdelinger, er vi mere fleksible. Derudover har vores egne folk et godt kendskab til lokalområdet. De passer godt på tingene og har en form for ejerskab til kommunen, som gør, at de lige samler lidt affald op hist og her, selvom det ikke er blandt dagens arbejdsopgaver. Som noget nyt har alle vores medarbejde i entreprenørafdelingen har fået Ipads, så de kan tage billeder af skæve vejskilte og andre opgaver, når de er rundt i kommunen. Billederne ryger direkte ind i opgavearkivet og på den måde bliver tingene hurtigere ordnet."
Asfaltarbejdet
Skanderborg Kommune har for nyligt lavet en 15-årig kontrakt med NCC om asfaltarbejdet på vejene udenfor byerne i hele kommunen.
"Her var det smart for os at lægge opgaven over til en privat aktør. Sådan en stor opgave med de dårlige veje ville være alt for omfattende og en alt for stor investering for kommunen på den korte bane. Ved at lægge opgaven over til NCC har vi lagt den første store investering over til dem, og de kan så spare de efterfølgende år, hvor de nøjes med at vedligholde vejene," siger Claus Leick.