Fortsæt til indhold

Lockout-skole i Aarhus Syd Taekwondo

Taekwondo-klub i sydbyen har strammet det sorte bælte og kørt lockout-skole

Samfund
Camilla Olesen

Rigtig mange havde problemer med, hvor de skulle sende deres børn hen i sidste uge på grund af den omtalte lockout af folkeskolelærerne.
Pasningsproblemet har Aarhus Syd Taekwondo Klub i Højbjerg hjulpet med for børnene i 0.-2. klasse.
Klubben har nemlig holdt lockout-skole, hvor den har stået på dansk, matematik, kunst, koreansk og kampråb.
Det er klubbens formand, Karina Boeriis, der står bag initiativet. Hun har kørt lockout-skolen sammen med sin datter Mai og forældre Jan og Connie, som alle er aktive i klubben.

Leg, spilopper og træning

Mellem lektionerne har den stået på leg og kampsport, og der er blevet knoklet igennem både hos børnene og de voksne.
"Vores klub har en meget mangfoldig karakter, og vi ønsker at lave alle de aktiviteter, vi overhovedet orker, og som vi kan finde glæde ved. Lockout-skolen er helt i tråd med vores indstilling. Om vi fortsætter lockout-skolen ved vi endnu ikke. Det afhænger af både tilslutning og de frivillige ressourcer, der skal puttes i projektet, men vi er i gang med at finde ud af, om vi fortsætter," siger Karina Boeriis.