Studerende bag nyt børneteater i Den Gamle By
Nyt sommerspil for børn i Den Gamle By er lavet af to aarhusianske dramaturgi-studerende
“Det kan da ikke passe, at der ikke findes et sommerspil for børn i Aarhus!”
Sådan tænkte den 25-årige dramaturgi-studerende Lisa Duus Nielsen fra Aarhus C, og derfor gik hun i gang med at udforske mulighederne for at få stablet et sommerteater på benene i smilets by.
“Jeg kommer jo oprindelig fra Fyn, hvor jeg har været med i festspillene i Den Fynske Landsby, som er en årlig musical over et af H. C. Andersens eventyrer. Herigennem har jeg fået inspirationen til at starte noget op i Aarhus. For Aarhus mangler da sådan en sommerforestilling for børn,” fortæller Lisa Duus Nielsen.
En helt ny tradition
Sammen med sin medstuderende Kathrine Kihm har hun nu arrangeret eventyret Tommelise i Borgmestergården i Den Gamle By. Stykket spiller to gange om dagen i hele uge 31 og 32, undtagen på lørdage, og det er gratis at se det, når først entreen til Den Gamle By er betalt.
“Vi er så spændte på reaktionerne, og vi glæder os helt vildt til at være en del af Den Gamle By og hele dens fantastiske atmosfære,” siger Kathrine Kihm, og Lisa Duus Nielsen fortsætter smilende:
“Og så er det fantastisk at have startet en ny tradition her på stedet, som gerne skulle fortsætte de næste 1500 år. Allerede næste år håber vi på at kunne lave Fyrtøjet med 40 børn. ”
Fulde af forventninger
Det er Lisa, som har fungeret som instruktør på Tommelise, Kathrine er dramaturg og produktionsleder, og to yderligere medstuderende Linea Lorenzen Fabricius og Sofie Funder Allermann står for skuespillet. Og derudover har pigerne fået Gunner Friis til at lave underlægningsmusik på violin.
“Alle folk har bare været så søde til at hjælpe os. Blandt andet har vi fået en dame til at hækle de fineste dukker til stykket, og Preben Harris, den søde mand, har givet os rettighederne til et manuskript, han tidligere har lavet, til Tommelise,” fortæller en meget taknemmelig Kathrine Kihm.
Begge piger er fulde af forventninger og spænding over, at deres første helt eget stykke skal vises for alle - det er i øvrigt et stykke, som er lavet som afsluttende projekt i faget teaterproduktion på pigernes studie, hvor både de to skuespillere samt Lisa og Kathrine fik 12 i karakter.