Fortsæt til indhold

Vilhelmsborg-pirater stævner ud for at overgå Elvis

Vilhelmsborg Festspil sætter i år Skatteøen op og håber på, at Long John Silver tilsat Sebastian-musik kan tiltrække flere gæster end Elvis kunne sidste år

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Et skuffende antal besøgende på blot 12.000 sidste år skal i år forøges væsentligt.
Det er ambitionen for det traditionsrige Vilhelmsborg Festspil, der siden 1991 hver sommer har opført friluftsteater ved ridecentret i Mårslet.
En opsætning af Skatteøen, der har premiere tirsdag d. 30. juli, skal i år råde bod på de seneste to års skuffende publikumsfremmøder til henholdvis Elvis-musicalen "All Shook Up" og den regnplagede "My fair lady" i 2011.
Festspillet drømme om igen at nå op på 15.000-16.000 besøgende over de 15 spilledage.
"Med Skatteøen har bestyrelsen truffet et rigtig godt valg," mener Frank Gundersen, der for andet år har sagt til at være instruktør.
"Forestillingen appellerer til mange aldre. Både de ældre der måske kender Robert Louis Stevensons oplæg og til de mindste børn, der sikkert allerede har leget sørøvere. Mange vil også kende musikken, som Sebastian skrev til musicalen," fortæller instruktøren knap en uge inden premieren, hvor han har travlt med at få de sidste rekvisitter på plads.
Han må lige snitte en pind til, så en tøjsnor kan komme op at hænge.
"Det er meget vigtigt nu, at skuespillerne rent faktisk kan gøre det, de skal – i det her tilfælde hænge tøj op - mens de siger deres replikker og ikke skal lade som om. Det handler om at få den helt rette timing ind i spillet," fortæller Frank Gundersen.

Arbejder tredobbelt

Skuespillerensemblet på i alt 40 mennesker er udelukkende amatører. Kun instruktør, koreograf og kapelmester er professionelle.
"Det betyder tre gange så meget arbejde til mig. Jeg skal faktisk instruere meget mere i underteksten end i selve teksten. Hvor professionelle skuespillere selv ville arbejde med personernes tanker og handlinger, er vi nødt til at tale om det. Men det er ikke nødvendigvis en ulempe, at man er nødt til at sige det højt. Det sikrer i hvert fald, at vi alle sammen er på vej i samme retning."
Instruktøren har flere års erfaring i at arbejde med amatører. Før Vilhelmsborg var han i to år instruktør på Fyrkatspillet ved Hobro.
"Man skal huske, at de også skal have det sjovt. Det kan ikke nytte noget, man står og skriger og skråler hele tiden. Samtidig er vi jo alle sammen ambitiøse og vil gerne have det bedste resultat. Det handler i høj grad om at finde en balance. Hvor hårdt kan man presse, før ballonen springer."
Arbejdet med de unge, uprøvede talenter giver den professionelle instruktør en masse retur.
"Folk blomstrer både skuespillermæssigt og menneskeligt. Det er en gave at få lov at overvære og være med til at få folk til at rykke sig."
I år har festspillet valgt at have tre eftermiddagsforestillinger i stedet for en. Det samlede antal på 15 forestillinger bliver der dog ikke rørt ved.
"Vi rykker også aftenforestillingerne en halv time frem til kl. 19.30. Det, håber vi, passer publikum bedre," siger Kirstine Bauning, der er presseansvarlig.

Jens Helbo (t.v.) spiller John Silver og Maria Ulbrandt Laumark er Jim Hawkins i dette års Vilhelmsborg Festspil. Foto: Ole Hartmann Schmidt.

Stadig billetter at få

I fredags meldte festspillet om "et tilfredsstillende billetsalg indtil videre", omend der stadig var "masser af billetter til salg", og endnu ingen af forestillinger var udsolgte.
Ifølge Kirstine Bauning kan Festspillet dog godt klare endnu et økonomisk fejlslagent år.
"Ja, det kan vi godt. Men vi har en positiv forventning i år, og jeg er slet, slet ikke i tvivl om, at der kommer masser af publikummer herud."
Og så kan vejret faktisk også være for godt til Vilhelmsborg, erkender instruktøren.
"I weekenden (forrige weekend, red.) var det næsten ulideligt at stå på scenen. I hverdagene øver vi jo om aftenen, og der er det dejligt med solen, men midt på dagen, der var det svært at få så mange mennesker til at holde koncentrationen," siger Frank Gundersen.