"Savnet er det samme efter 20 år"
Savnet af familien i Iran er stort for Maria Arianfar fra Åbyhøj, men det samme er kærligheden til Danmark, og derfor bor hun i landet på nu tyvende år
Hele verden i Aarhus Styret i Iran havde konstant fokus på Maria Arianfas familie på grund af storesøsterens kamp mod præstestyret i landet. Derfor tog Maria til Danmark i 1993 med sin 1-årige datter på armen. Her blev hun forenet med sin mand, som hun dog blot et år efter blev skilt fra.
Tilbage stod en pige midt i tyverne med et lille barn at tage sig af, men ellers helt alene i en fremmed verden.
"Jeg var væk fra min familie - hele mit fundament var væk - og jeg havde et forfærdelig savn. Savnet er faktisk det samme her 20 år senere. Jeg savner stadig virkelig min familie og den tryghed, som de giver," fortæller 43-årige Maria Arianfar fra Åbyhøj.
Men i stedet for at rejse tilbage til Iran tog Maria sig sammen. Hun lettede rumpen og gik i gang med at integrere sig. Integration havde der nemlig ikke været meget af i hendes første to år i landet, da hun var endt med blot at gå derhjemme hele dagen for at passe sin datter.
Men nu kom hun i gang. I gang med at lære dansk, med at komme ud blandt folk, med at få sig en uddannelse og efterfølgende et job som SOSU-hjælper.
Kærligheden er vokset
Siden har Maria Arianfar holdt ved - også selvom savnet i alle årene har været enormt. Det er hun i dag uendeligt glad for - for i takt med, at hun har lært Danmark at kende, har kærligheden til "det yndige land, der står med brede bøge" blot vokset sig større og større.
"Jeg elsker Danmark - jeg er vild med det her land," siger hun med et stort smil og fortsætter.
"Den personlige frihed i Danmark er fantastisk. Her kan jeg selv sætte dagsordenen. Jeg kan selv bestemme min påklædning. Jeg kan selv bestemme, hvad jeg vil spise og drikke. I Iran ville samfundet have truffet de beslutninger for mig."
I dag kunne Maria derfor heller ikke finde på at flytte tilbage til Iran - både for sine to børns skyld, men altså i høj grad også for sin egen.
Det har dog ikke været nemt at nå dertil, hvor Maria er i dag - fra isoleret derhjemme til super integreret.
"Det har fandeme krævet styrke, for isolationen får dig til at kollapse mentalt. Og sådan er det i det her samfund - du bliver isoleret, hvis ikke du selv er opsøgende," siger Maria Arianfar.
Lidt flere følelser
Her bevæger Maria sig lidt over i et af de få kritikpunkter, som hun dog har at sætte på sit elskede Danmark.
"Det er et godt og stabilt samfund med megen frihed, men det ville være endnu bedre, hvis man kunne supplere lidt op med nogle flere følelser og noget mere "kommen hinanden ved"," siger Maria Arianfar, som da heller ikke ville have noget i mod, at klimaet var bare en anelse varmere.
Men det er alt sammen i småtingsafdelingen set i det store hele. Alt i alt er Maria nemlig bare glad:
"Hold kæft, hvor er jeg tilfreds med livet - og tilfreds med de valg jeg har truffet."