Zofias jagt på friheden

Hun husker, da folk lå døde i gaderne i Polen efter Anden Verdenskrig. Hun var blot ni år gammel, da krigen sluttede, men minderne står stadig stærkt.
“Jeg erindrer stadig melodien fra en sang, der blev sunget dengang. Ordene husker jeg ikke, men melodien sidder fast så mange år efter,” siger 78-årige Zofia Wikiel, før hun stille nynner melodien.
Da krigen var slut, begyndte hun i skole - i anden klasse. Bøger var der ingen af, for de var blevet brændt under krigen.
“Men jeg havde en polsk avis med mig. Åh, hvor jeg krammede den avis. Den symboliserede for mig, at nu kunne vi igen snakke polsk og være polske,” fortæller Zofia Wikiel, som har boet i Frydenlund i snart 40 år.

Ingen ærlig mening

Efter krigen kom det kommunistiske styre til Polen og lagde en dæmper på frihedsfølelsen hos Zofia.
“Jeg følte mig totalt fanget af kommunisterne. Alt var kommunistisk propaganda. Man skulle endelig ikke sige sin frie, ærlige mening,” fortæller Zofia Wikiel, som boede i den større by Lodz.

Mødet med Danmark

Da Zofia blev 39 år mødte hun en polsk mand, som boede i Danmark. De blev gift, og manden sørgede for, at Zofia kunne komme op til ham.
I 1974 ankom hun så til Danmark, og hun blev noget forundret over tingenes tilstand.
“Jeg fik nærmest et chok. Her var frihed. Der var ikke politi på gaden, folk var glade, og de udviste selvdisciplin,” siger Zofia Wikiel, som allerede efter tre uger fik sig et job som rengøringsdame i en biograf i Aarhus.
“Jeg var glad for jobbet, for jeg ville gerne vise, at jeg kunne klare mig selv,” siger Zofia.

Bundet på pengene

Zofias mand viste sig dog hurtigt at være temmelig interesseret i de penge, som Zofia tjente:
“Han var en snu mand. Han var pengegrisk, og alle mine penge gik ind på hans konto, og så fik jeg lidt lommepenge hver uge. Jeg ville ellers gerne have sendt nogle penge til Polen til min datter,” siger Zofia Wikiel.
Mandens opførsel blev efter fem-seks år for meget for Zofia, og hendes kollegaer trådte til. De hjalp med at oprette en konto kun til Zofia, og anbefalede hende at forlade manden. Det gjorde hun.

Frihed er disciplin

Zofia overvejede at flytte tilbage til Polen, men droppede det, da hun ville stå uden job samt lejlighed og desuden ville blive udspurgt af myndighederne.
I stedet blev hun i Aarhus, hvor hun fik egen lejlighed.
“Det var hårdt at stå helt på egne ben - særligt da jeg kom slemt til skade med mit ben - men jeg var stolt af at have klaret mig så langt,” siger Zofia Wikiel, som nu endelig var fri.
“Jeg ved nu, at frihed for mig er lig med disciplin, som giver stabilitet til mit liv.”