Fortsæt til indhold

Postbuddet vil i byrådet

Yusuf Gencol er socialdemokrat, postbud og tyrkisk statsborger. Nu vil han i byrådet

Samfund
Anne Mathilde Friis Larsen

Hvorfor stiller du op til byrådet?
Det er fordi, jeg bor her i Skanderborg, og mine børn skal vokse op her. Jeg vil gerne påvirke fremtiden i Skanderborg Kommune og på den måde gøre noget for mine børn og mig selv. Derudover er det vigtigt, at byrådet afspejler befolkningen i kommunen, så der skal selvfølgelig også sidde nogen med anden etnisk baggrund i byrådet.
Hvad er dine tre vigtigste mærkesager?

Jeg vil gøre noget for de unge. Skanderborg Kommune skal sikre uddannelse til de unge i kommunen. Alle unge skal have samme behandling og lige muligheder for at få sig en uddannelse.
Jeg synes, at flere med anden etnisk baggrund skal være en del af løsningen i stedet for en del af problemerne. Jeg vil inkludere min baggrund og min kultur i byrådet. Jeg vil gerne være en del af beslutningsprocessen i kommunen.
Jeg vil arbejde for flere billige boliger i Skanderborg. Det er et problem, at de rige bliver rigere, og de fattige bliver fattigere i kommunen. Det rykker på den økonomiske balance i kommunen, og derfor skal vi sørge for, at der er også er gode, billige almennyttige boliger
Hvordan vil du gøre en forskel i byrådet?

Jeg vil være med til at bibeholde den gode dialog, der er i byrådet i dag. På det plan er Skanderborg en god kommune. Mange beslutninger bliver taget af et enigt byråd uden skelen til hvilket parti det enkelte medlem kommer fra. Det er vigtigt, at det bevares.
Hvad er din baggrund for at gå ind i lokalpolitik?

Igen, så er det her jeg bor. Jeg vil gøre noget for lokalsamfundet, være med til at tage gode beslutninger for kommunen og ikke bare sidde på sidelinjen. Jeg har siddet i bestyrelsen i Vrold Børnehus og jeg har siddet i Integrationsrådet siden 2007. Samme år blev jeg medlem af Socialdemokratiet. Jeg har lige fået min permanente opholdstilladelse, så det er først nu, jeg for alvor kan blive en del af lokalpolitik.
Hvem er dit politiske forbillede?

Lokalt er det Jørgen Gaarde. Han er god til at snakke med folk og kan samle hele byrådet. Det er gode egenskaber at have i lokalpolitik. Landspolitisk er det Mette Frederiksen. Hun er ung, skarp og målrettet.

































Fakta
Yusuf Gencol - Kort og godt
Alder: 34 år
Civilstand: Gift
Erhverv: Postbud
Bopæl: Vrold
Parti: Socialdemokratiet