Hellere brand-sund fornuft end forbud
Aarhus Brandvæsen opfordrer folk til at tænke sig om, inden de tænder ild i sommervarmen.
Usædvanligt meget solskin og et utrolig sparsomt antal regndråber har gjort haver, parker og græsplæner til potentielle krudttønder.
Risikoen for uforvarende at starte en brand er for tiden langt højere end normalt.
Dog ikke så høj at Aarhus Brandvæsen ligefrem udsteder et afbrændingsforbud.
Sådan lyder vurderingen fra lederen af operativ afdeling, Anders Rathcke.
“Vi vil meget hellere appellere til folks sunde fornuft end at forbyde. Folk holder jo ikke op med at ryge, fordi vi udsteder et afbrændingsforbud. Og det er specielt vigtigt, når det er så tørt som nu, at man ikke smider cigaretter i naturen, fordi de ligger altså og brænder videre,” siger lederen.
I flere af landets kommuner der er i løbet af den seneste tid blevet udstedt afbrændingsforbud. Det gælder blandt andet for København, Vejle og Kolding kommuner.
Brandvæsenet i Aarhus vurderer løbende situationen, men status lige nu er, at folk generelt opfører sig fornuftigt.
“Selvfølgelig har vi ind i mellem en brand i naturen, men det, vi ser lige nu, stammer ikke umiddelbart fra uforsigtighed. Og medmindre der sker drastiske ændringer, så ser jeg ikke et afbrændingsforbud lige om hjørnet,” siger Anders Rathcke.
Hav vandet klar
Han vil dog gerne lige understrege et par vigtige forholdsregler at tage sig, inden man beslutter sig for at tænde åben ild i naturen.
“Sørg altid for at have et slukningsmiddel inden for rækkevidde. Gerne en spand med vand eller en haveslange. Det skal ikke være noget, man først er nødt til at løbe efter, når branden er opstået.”
Derudover opfordrer lederen folk til at være opmærksomme på omgivelserne.
“En grill skal helst stå på ikke brandbart underlag, som sand eller jord. Hvis den står på græs, kan man gøre det vådt under og omkring grillen. Og så skal man være opmærksom på vinden. Et vindstød kan bære gløder videre, så er der vind, skal man holde større afstand til brandfarlige ting end normalt.”
Endelig understreger Anders Rathcke, hvor vigtigt det er, at man sikrer sig, at ilden er fuldstændig slukket, inden man vender ryggen til en grill eller et bålsted.