Konkurrence skal få flere i e-Boksen
Om halvandet år kommer al post fra det offentlige kun i elektronisk form.
Allerede i november i år gælder det for firmaer: Korrespondance fra det offentlige udkommer ikke længere på papir. Et år senere, november 2014, gælder det også de private.
Man skal altså have sig en e-Boks. Ved at sætte et lille kryds, får man samtidig den mulighed, at man kan svare på henvendelser fra det offentlige.
Få unge e-Boks-brugere
Det har overraskende nok kun 25 procent af Favrskovs befolkning i dag, der har en e-Boks. Ikke at det er usædvanligt. På landsplan er tallet nede på 22 procent.
Som diagrammet viser, så er det børnefamilierne, der ligger oppe over 50 procent.
Hvis man ser på aldersfordelingen på diagrammet kan man måske overraskes over, at så få unge, der får løn eller SU, ligger lavt.
Til gengæld er procenten næsten den samme i aldersgruppen 55-64 år og i intervallet 45-54 år.
Vind iPad
Kommunen bruger ikke kun pisk. En gulerod er på vej rundt i folks postkasser. Altså på papir! Det handler om informationsmaterialer, der opfordrer til at få sig en e-Boks. Og hvordan man får den.
Materialet bliver omdelt 5. juni, og hvis man skal være med i konkurrencen om tre iPads, skal man reagere senest i løbet af juni. Naturligt nok skal det foregå elektronisk.
Gave fra kommunen
Hvor mange har frivilligt oprettet e-Boks, når vi er fremme ved november 2014?
Henrik Brix, it-chef i Favrskov, tør godt komme med et bud efter lidt betænkningstid: "Omkring 40-45 procent."
"Man kan godt kalde dette her en gave til borgerne, selv om ikke alle opfatter det på den måde," lyder det fra it-projektleder Pia Pehrsson.
Hjælp eller fritagelse
For leder af borgerservice, Tonny Olsen, ligger bekymringen naturligvis hos dem, der ikke kommer på.
"Vi vil hjælpe og vise, hvordan man gør på bibliotekerne og i borgerservice. Også når det gælder om at få startet med e-Boksen."
En anden mulighed er at give andre adgang til ens e-Boks.
Hvordan kan man beholde papirudgaverne?
Alle tre forklarer, at det er der ikke lavet håndfaste regler for. Men det bliver efter ansøgning.
Hot-line
Allerede nu kan man få hjælp over telefonen, hvis der er problemer med at komme på.
"Der er ikke så mange, der ringer endnu, men dem, der gør, er meget tilfredse med hjælpen," fortæller Tonny Olsen.
I øjeblikket er det åbnet kl. 18.30-22.00 undtagen fredag og lørdag. Nummeret er 7020 00 00.
Der sidder to ved telefonerne og betjener syv kommuner i Østjylland, men andre kommuner i regionen har bedt om at komme med, så ordningen er populær.