Skumfiduser, sprog og sommercamp
Til og med denne uge er der sommercamp på AAGE
“Nu er det skumfidus-tid,” lyder det på engelsk fra Zoé Bergeal, der er en del af Aarhus Academy for Global Education, AAGE, i Højbjerg.
Der er dømt sommercamp for alle børn, også dem der ikke går på skolen til daglig.
69 børn har tilmeldt sig campen, som har kørt hele juli og denne her uge med.
Sidste år var der 20 tilmeldte, så det er en markant fremgang, som Mona Hansen, kommunikations koordinator, er yderst tilfreds med.
“Vi har gjort meget i år for at markedsføre os. Cirka halvdelen af de børn, der er her, er nogen, der ikke går her normalt,” siger hun.
Der er børn fra blandt andet Spanien, Mexico, USA, Indien og Kina. Selv om det ikke er dem alle sammen, der kan tale engelsk, så er det alligevel det, der er sproget på campen, og det er tilsyneladende ikke noget problem, for i hvert fald leger ungerne med hinanden, uanset hvad baggrund de har.
“De kan sagtens finde ud af at lege alligevel. Campen giver dem en oplevelse af at få venner fra alle mulige steder i verden, og selv om der ikke er undervisning, så lærer de alligevel at tale engelsk,” siger Mona Hansen.
Fra ingenting til meget
Én af de børn, der ikke kunne et ord engelsk, da campen startede, er 5-årige Rodrigo Lozano fra Spanien, men han har lært en masse engelsk og både taler og forstår en del i forhold til, da han kom.
En super camp
Smilene er store hos alle børnene, der blandt andet har været på Aros og ude at sejle. Men også forældrene er tilfredse med sommercampen.
Anne Dorte Østervangs 4-årige søn, Vitus, går på skolen til daglig og er også med på campen.
“Det er en fantastisk camp med gode, engagerede og entusiastiske pædagoger og lærere,” smiler Anne Dorte, og Vitus er bestemt ikke uenig.
“Det sjoveste er at lave skumfiduser,” siger den lille knægt, mens duften af bål er ved at overtage legepladsen.