Hammel skal have ny præst
Ole Hyldegaard er blevet ansat som provst på Fyn fra 15. august
”Jeg skal nok mere tilbage til Fyn end hjem til Fyn,” lyder det fra sognepræst i Hammel og Voldby, Ole Hyldegaard. Han er ganske vist født i Odense og er OB-fan, men han har boet 30 år i det jyske.
Nu har han fået job som halv provst og halv præst i Assens, som har 42.000 indbyggere.. Provst for 20 præster og 30 kirker.
Lidt specielt er det, at Ole Hyldegard bliver præst for Bogø. En ø med 25 indbyggere, hvoraf de fem sidder i menighedsrådet.
Kigget over skulderen
Når Ole Hyldegaard skal være provst, går han ind i det med åbne øjne. I Favrskov har han været både tillidsmand og sikkerhedsrepræsentant og har kunnet kigge provsten lidt over skulderen. ”Jeg har da også suget til mig fra vores lokale provst Anders Bonde,” lyder det.
Hvorfor blev du her i Hammel i 15 år?
”Fordi det er et godt sted at være. Der er mange muligheder for at engagere sig i byen, og det synes jeg, at man skal,” siger præsten, der holder sin sidste gudstjeneste i Voldby og Hammel 11. august. I forbindelse med gudstjenesten i Hammel om eftermiddagen bliver der en reception.
Lokalhistorie og fodbold
Det lokale engagement har f.eks. resulteret i, at han har skrevet tre lokalhistoriske bøger. Men han er også holdleder for sønnens fodboldhold. ”Det giver en masse relationer til og korrespondance med de andre forældre om de praktiske ting,” siger Ole Hyldgaard, som også mener, at han forlader et sogn, der er i en god gænge: ”Der er stor åbenhed over for kirken, og folk ved godt, hvem der er præst.”
Rationalisere
Så skal du til Fyn og nedlægge kirker?
”Det har jeg ingen planer om. Måske kan der rationaliseres, uden at det går ud over det kirkelige arbejde,” lyder det fra Ole Hyldegaard, der heller ikke starter med at lave lokalhistorie i Assens: ”Der er i hvert fald andre opgaver, jeg skal have klaret først,” lyder slutreplikken.