Fortsæt til indhold

Produktionsskolen rykker til Island

Samfund
Erling Baastrup

Juli måned er typisk en stille måned på Favrskov Produktionsskole på grund af afholdelse af ferie, men i år sitrer skolen af aktivitet.

Til september

Skolen har nemlig modtaget midler fra Leonardo da Vinci Mobilitetsprogrammet under Styrelsen for Universiteter og Internationalisering. Midlerne er øremærket til at sende nogle af skolens elever på studie- og praktikophold i et europæisk land og derfor summer skolen i disse uger af aktivitet omkring planlægningen.
Skolen sender det første hold af sted til september og destinationen er Island. Eleverne skal indgå i forskellige forløb omkring undervisning på tre islandske skoler og virksomhedsbesøg på Færøerne og Island.

Mobilitet belønnes

Forstander Søren Wistrup siger: ”Det er fantastisk, at vi kan vise vores elever de muligheder, de har, hvis de vil bevæge sig efter uddannelse og job – ikke kun inden for Danmarks grænser, men også inden for Europa”.
Og der er faktiske beviser på, at sådanne studie- og praktikophold kan resultere i, at unge vil bevæge sig på tværs af grænser. Favrskov Produktionsskole tager netop efter sommeren imod én af de islandske elever, som besøgte skolen i juni. Eleven skal indgå i undervisningen på skolens IT/Game værksted.