Ukuelig iværksætter fylder 95 år
Stine Bitsch-Larsen fra Farum fylder 95 år den 31. juli
Det er en broget buket af smukke blomster, der pryder CV"et hos Farumborgeren Stine Bitsch Larsen, der 31. juli kan fejre sin 95 års fødselsdag. En af blomsterne hedder Kirsebærhaven - andelsboligforeningen, som hun lagde op til med et kort indlæg engang midt i 1980erne i den lokale ugeavis. Her efterlyste hun folk, der var interesserede i at gå sammen og lave et bofællesskab - med tryk på fællesskab.
"Dengang tilbage i 80"erne dukkede en kreds af mennesker op med 70 års alderen i sigte, og de mødte mange gange de efterfølgende år. Visionerne blomstrede, men fødderne slap ikke jorden, og pludselig kom muligheden for at købe en grund af Farum Kommune. Så blev der travlt", fortæller Lotte Mette og Asger Gørfeld og lægger ikke skjul på, at Stine Bitch-Larsen var en dynamisk forhandler med både finansierings- og håndværkertilbud.
"Resultatet blev til 20 huse omkring et fælleshus, der stod klar til indflytning i 1990. Det blev selvfølgelig markeret med en fest, og her havde Stine Bitsch-Larsen selvfølgelig skrevet sangen til", lyder det fra vennerne Lotte Mette og Asger.
Kunstner og forfatter
Stine Bitsch-Larsen gav formandsposten videre, og det gav hende mere tid til andre opgaver. Hun er organist og musikpædagog fra konservatoriet. Senere kom uddannelsen som billedkunstner, der første udstillinger med sig herhjemme og i Norge. Hendes akvareller lyser op i Kirsebærhavens møde- og festsal.
"Efterfølgende kom forfatterskabet. Mest kendt er bøgerne om 'Kartoffeltyskerne', som kom hertil som flygtninge i 1700-tallet. Derudover har hun skrevet en bog om Sofie Madsen, der i 1933 stiftede Himmelev Børnehjem for børn med psykiske afgivelser. Hendes arbejde var en pionerindstas, og Stine Bitsch-Larsen har i alle årene selv efterlevet en af Sofie Madsens ledetråde: Vi skal passe på dem, der er anderledes, for det er derfra forandringen skal komme", fortæller Lotte Mette og Asger.
Mange i Furesø kommune vil huske Stine Bitsch-Larsen som en fængslende foredragsholder, og gennem mange år har hun været på programmet i Refugiet i Løgumkloster.
Til sidst skal nævnes hendes fantastiske udstilling i Farum Kulturhus om broderen Immanuel Bitsch-Larsen, der i nogle år virkede som læge i en landsby i Congos jngle. Et stort publikum kom også til en film der blev vist i biografen.