En smule kaotisk

Vi er nu nået hovedstaden i Aserbadjan, Baku. Alt går præcist som det skal, totalt uplanlagt og en smule kaotisk – præcis som vi kan lide det.
Vi har siden sidst kørt gennem den sidste del af Ukraine, hvor kartoffelvognen fik nye fjedre på baghjulene på et lokalt værksted i Odessa. Ingen talte andet end russisk på værkstedet så en større tegnsprogskommunikation gik i gang for at forklare, hvad de skulle lave på kartoffelvognen, og efter 1,5 time var vi på vejen igen. Resten af turen gennem Ukraine gik forrygende.
Da vi skal krydse grænsen til Rusland er vi ret spændte på hvordan dette kommer til at gå, da der findes mange skræmmehistorier omkring denne overgang. Det går egentligt meget fint med at krydse grænsen. Vi sejler fra Kerch i Ukraine til Rusland, en tur på en halv time. Efter lang tids venten, skal vi til den berygtede russiske grænse. Vi fatter ikke et ord af hvad de siger til os, og de fatter ikke os. Vi får endda grænsevagterne til at grine. Efterhånden har vi lært et meget nyttigt ord, "Machine pas". Det er det vigtigste dokument vi har med, og det er registreringsattesten. Vi kommer heldigvis ind i Rusland uden at betale ”gave”-penge, så vi er glade.

Stor kontrast

Rusland er igen stor kontrast til Ukraine. Her er alting bare bedre, flottere og vejene er vildt gode. Man kunne være i Tyskland.
Vi beslutter os for at krydse grænsen til Georgien i Sochi. Det viser sig dog at være en utrolig dårlig beslutning. Mellem Sochi i Rusland og Georgien er der igen placeret en Autonom Sovjet stat, som ikke kan lide andre end russere, så der kan vi ikke komme igennem til Georgien. Så det bliver en all nighter til Vladikavkaz, hvor grænsen skulle være åben for all. Vi er ved at være godt trætte af de Autonome Sovjet stater, som ingen lande anerkender.
Turen fra den georgiske grænse gennem kaukasus bjergene er utrolig smuk. Der er en del skyer, men området storslåethed ses dog stadig tydeligt da vi klatre os op af de snoede grusveje. Vi holder rest for natten ved en lille bjerg å og får vasket hår i det rene bjergvand.

Hjælpsom taxichaffør

Vi krydser grænsen til Aserbadjan og ser tydeligt en ændring i mentalitet og landskab. Vi når ikke at kører i mange timer før vi stoppes af en politibetjent, som har spottet et manglende lys på Kartoffelvognen. Jeppe fik først en bøde på 50 Maneter, men efter en tur i baglokalet blev det til 10 Maneter.
Vi tager en enkel overnatning i telt på landet i Aserbadjan, hvorefter vi kører mod hovedstaden Baku. Vi rammer Baku's kaos onsdag eftermiddag og skal så prøve at finde den Tukmenistanske ambassade. Det går ikke så godt, da vi har den forkerte adresse. Vi møder dog en meget hjælpsom taxichauffør, som hjælper os til den rigtige adresse. Men ambassaden har selvfølgelig kun åben mandag og fredag – hvorfor arbejde for meget, så vi skal finde på noget at bruge to dage i Baku på. Og stadig kunne finde ambassaden. Taxichaufføren foreslår så, at vi skal bo hos ham og hans familie i det to dage. Vi slår til på det gode tilbud. Vi bliver inviteret til, festmiddag med vodka og midnatskøretur til et brændende bjerg. Familien har viste en fantastisk gæstfrihed og virkeligt fået vores mening om det korrupte Aserbadjan til at ændres. Vi glæder os til endnu en aften hos familien, inden vi drager mod Tukmenistan med båden i morgen aften.
Mange hilsner fra The Rolling Potato Wagon