Utøya lever stadig i alle

22. juli var det præcis to år siden, at Anders Breivik begik de uhyrlige terrorangreb i Oslo og på Utøya. I blandt de dræbte var der 69 unge norske socialdemokrater. Når man tænker tilbage denne dag, kommer alle følelserne frem i en igen. Først og fremmest en umiddelbart sorg. Derefter en stor vrede mod Anders Breivik, men til sidst også en trods følelse. En trods følelse, som dækker over, at vi ikke skal lade os skræmme over, hvad der skete den 22. juli. Jeg kan tydeligt huske de dage der kom bagefter. På daværende tidspunkt var jeg formand for den lokale DSU afdeling i Skanderborg, og frygtede klart, at folk ikke ville være medlem og ikke turde være en del af de poltiske. Men reaktionen var klar: Folk blev, og alle, mere klar i troen på det demokratiske politiske liv.
Alle os unge, der er aktive i poltik, er en del af 22. juli generationen. En generation af politiske aktive, som skal kæmpe for åbenheden og de værdier, som tilhører vores demokratiske samfund. Vi må være dem der prædiker et samfund med åbenhed. Et samfund, hvor vi ikke viser hadet til hinanden men derimod kærlighed til alle mennesker, uden at være naive.
Vi må være dem, som viser, at terror, bomber og skyderier ikke kan knægte os. Den bedste måde vi kan vise det på, er at inddrage folk i politiske liv. Vi må vise, at alle tilhører det lokale samfund, men også det nationale samfund. Lige fra Byråd til Folketing må vise dette.
Den bedste måde at mindes deres liv, er ved ikke at bukke under for ekstremismen og fortsætte det man tror på. Utøya lever i os alle.
Æret være deres minde.