Nonnerne flytter fra Sostrup Kloster
Nonnerne i Maria Hjerte Abbedi ved Sostrup Kloster er tilsyneladende flyttet
“Jeg kender ikke fremtiden, kun at søstrene påtænker at flytte eller allerede er flyttet”, fortæller Lars Messerschmidt, den katolske biskops generalvikar, om den omstændighed, at store spansk-indregistrerede flyttebiler i sidste uge ankom og afgik ved Sostrup Kloster i nærheden af Gjerrild.
På den danske katolske kirkes hjemmeside kan man læse, at “cistercienserindeklostret Maria Hjerte Abbedi, Gjerrild ved Grenå, står foran at skulle lukkes og søstrene forlade landet. De enkelte søstre vil i forbindelse hermed blive løst fra deres tilhørsforhold til Maria Hjerte Abbedi og dermed også til cistercienserordenen som sådan. Denne proces er endnu ikke afsluttet”.
Cistercienserordenen er uafhængige af den katolske kirke i Danmark, men står direkte under pavestolen i Rom. Lars Messerschmidt, der har kontor i København, ved derfor heller ikke hvilke omstændigheder, der har gjort at nonnerne flytter.
“Det er en aftale de må have med deres overordnede i Rom, den aftale kender jeg ikke i detaljer. “
Hvorvidt der vil flytte andre nonner eller munke ind på klostret, tør han ikke spå om.
Havde ansøgt i Rom
Lars Messerschmidt har været inde i sagen, fordi cistercienserordenens hovedsæde i Rom. Han var blandt andet på besøg for et par uger siden for at meddele nonnerne, at Rom havde godkendt at de forlader klostret og cistercienserordenen.
“De havde ansøgt om det, pavestolen havde behandlet sagen og havde imødekommet ansøgningen.”
Nonnerne på Sostrup Kloster grundlagde i øvrigt et cistercienserhus i Düsseldorff og ét i Latinamerika. Hvad der nu sker med disse er uvist.
“Husene er underlagt Sostrup, hvor søstrene er blevet løst fra cistercienserordenen.”
Tvivl om opsigelser
Sostrup Kloster har haft udleje af boliger. Lars Messerschmidt mener, der er tale om tre-fire familier. Disse fik for nogen tid siden en opsigelse, men der er opstået tvivl om den juridiske gyldighed, og opsigelserne er nu stillet i bero, indtil de er blevet juridisk vurderet. Denne opgave er han også blevet om at varetage af cistercienserordenen i Rom.
“Vi er ved at undersøge det. Alt skal ske rigtigt. Ifølge lejeloven kan man ikke bare opsige lejere. Så vidt jeg har forstået, kan man kun opsige en lejer, hvis man selv skal bruge boligen. Vi skal have undersøgt, om opsigelsen er lovmedholdelig. Men så vidt vi skønner, vil disse opsigelser ikke kunne forsvares i byretten.”