Bellevue Strandpark Børnevenlig sandstrand med et touch af "Sunny Beach"
Her er stranden med masser af silkeblødt sand og næsten ingen sten. Og er du til beach party så bliv hængende, når solen går ned
Bellevue Strandpark i Risskov er med silkeblødt sand, en sandbund næsten uden sten, flere badebroer og et indbydende græsareal en af Aarhus' mest populære strande.
Stranden er let at komme til fra midtbyen på cykel. En tur på 15 minutter, hvis du kører ad Risskovstien. Men også flere bybusser lægger vejen forbi, og er du selv kørende kan du glæde dig over masser af P-pladser selv på en varm julidag.
Selv om her er mange mennesker, er det langt fra fluepapir. På Bellevue er der nemlig masser af albuerum, og kun de, der insisterer på at ligge i vandkanten, ligger håndklæde ved håndklæde.
Fra flagstangen vejrer det blå flag, som indikerer, at badevandskvaliteten er i top.
Børnevenlig sandstrand
Foran hver badebro går en træbro henover sandet, og gør det muligt for kørestolbrugere at komme en tur i havet og for familierne at trække klapvognen med helt ned til vandet.
Alt sammen er med til at gøre Bellevue til et sikkert familie-hit. Samtidig er der en fin lille legeplads bag ved kisoken, der sælger is, sodavand, slik og pølser.
Det eneste store minus ved Bellevue, er toiletforholdene.
"De er simpelthen så klamme og ulækre," kommer det spontant fra 18-årige Karoline Fæster fra Vejlby, der sammen med veninderne Camilla Lauenborg og Ida Hørslev soler sig i græsset.
Toiletbygningen har godt nok flere toiletter til hvert køn, samt et handicap-wc med pusleplads, men er gammel og nedslidt, og rengøringen har svært ved at følge med de mange gæster.
"Men vi foretrækker alligevel Bellevue fremfor andre strande, fordi her både er sand og græs, og vi kan bedst lide at ligge i græsset. Her er også de bedste badebroer. Det er en rigtig dejlig strand med en god stemning," er de tre piger enige om.
Bellevue After Dark
"Tidligere tog vi også herne om aftenen, men det var mest, da vi var yngre," fortæller Camilla, og afslører en anden side af strandparken: "Bellevue After Dark".
For mens børnefamilierne dominerer i dagstimerne, så er det de unge, der indtager stranden efter solnedgang, og på varme sommeraftener er der gang i festen til langt ud på de små timer.
Det har tidligere år givet anledning til ballade med naboerne og problemer med efterladt skrald, men i år har generne efter de festende unge ifølge Østjyllands Politi ikke været store.